Krybe, kravle nær ved mulde
i den store, lune vrimmel,
skræmt og sky for viddens kulde,
angst for tinden og dens svimmel,
fjernt, så fjernt som man kan komme
bort fra Gud og fra hans himmel.
Krybe — kravle — døves — drømme
— kun et blink blandt blink i stimer
lagt i drift på sorte strømme
af ufattelige timer,
fjernt — så fjernt derfra, hvor livets
vilde klokkebøjer kimer.
Herre! Gud! som selv er livet
— du, som i din visdom stækker
vingerne, du selv har givet
— store herre! — se — vi rækker,
nøgne — villende — i længsel
under slør, som intet dækker.
Tag os ind i livets arme,
luk os ud af dødens fængsel,
giv os kuldens favntagsvarme,
vågne vildskab for vor længsel.
— Liv! — o Gud! Du tier, herre,
du, som gav os støvets trængsel.
Krybe i den lune vrimmel — —!
men, så Satan! giv os drømme,
lad os drømme os en himmel,
giv os lysets drik at tømme
her i stimen, hvor vi glider
Herre! Satan! se, vi rækker
under slør, som intet skjuler,
klædt i klær, som intet dækker,
ud fra jordens dyb og huler;
ingen be’r dig jo om lyset,
kun om smuler, Satan — smuler.
Hør, vi råber — Satan! Mester!
Een — een drøm i denne vrimmel!
Og vi gi’r dig alle fester,
gi’r dig tindens klare svimmel,
gi’r dig Herren og hans himmel.