Så meget har en dør forvoldt,
en dør, som smækked’ i,
at to, som af hinanden holdt,
nu går hinanden høflig-koldt
og hadefuldt forbi.
Han udenfor — kun ganske lidt:
om sagte der blev kaldt?
Så gik han bort med faste skridt,
mens hun sad indenfor med sit
og hørte, døren faldt.
To hjerter græd hinandens navn
bag vredens lås og bolt,
og det, at favn budt frem mod favn
frøs til i samme, kolde savn,
har dørens fald forvoldt.