Man anede lige vejen,
klemt ind mellem grøft og grøft;
man anede natten græde
med tårer og sagte snøft;
det hele var som et mareridt
skummelt, uvirkeligt, sammenbidt
— da skete det under, at hr. Kvirrevit
og fru Kvirrevit —
kvirrevit!
vit!
Der skete med ét det mirakel,
at luften blev fuld af musik
— der vippede himmelsk spektakel
i snore af elastik;
— der skete det, at en stor appetit
fik bugt med det tyngende mareridt
— der skete det under, at hr. Kvirrevit
og fru Kvirrevit —
kvirrevit!
vit!
De svippede ud i mørket,
gik syngende ned igen,
mens natten lo gennem tårer
omkring de små sprællemænd.
Men tænk, om to mennesker vågnede midt
om natten og glemte, hvad mit var og dit
og sang — bare sang som hr. Kvirrevit
og fru Kvirrevit —
kvirrevit!
vit!