Jeg tænker mig, hans fødder blødte
— jeg tænker mig dem grå af smuds
— jeg tænker mig hans milde åsyn.
Han gik og gik — og de, han mødte,
med faste mål i bedste puds,
har næppe set hans milde åsyn.
Jeg tænker mig, at han har smilet
— lidt sygt, fordi hans fødder blødte
ad den ihærdighed, han mødte.
Og de har hastet fort — har ilet —.
Jeg tænker mig, at nat faldt på
— måske han næppe kunde stå,
men måtte fremad, fremad gå.
Indtil han faldt og bare lå —.
Jeg ved, man fryser, når man ligger
så døsigt hen og bare ligger —.
Da har han misundt markens ræv
og himlens fugl det lune bo
og alle dem, hvem strid og stræv
jo dog, når nat faldt på, gav ro.
Jeg tænker mig hans gule hænder
— jeg tænker mig dem grå af smuds
— jeg tænker mig hans milde åsyn.
Den slanke krop, som kulden brænder
— de milde øjnes mørke blus
— og vreden i det milde åsyn.