Mens trommen gik om varme hveder,
og byens koner købte ind,
kom natten susende på meder
af hårdt og sølvblankt måneskin.
Mens dagen vred sig i sin kiste,
før låget endelig faldt til,
kom stjerner dansende og viste
den lille by et flammespil.
Som nøgne pandesteder trued’
med spredte kors i ødsel fest
det øde land, hvor solen lued’
svagt over bakkerne i vest.
Som sølv — som smeltet sølv krøb vandet
sin mumlende og hvide vej,
indtil det træt og overmandet
tilsidst faldt hen og glatted’ sig.
Da trommen tav, og dagen døde,
og klokken bad sin aftenbøn,
gik unge folk til stævnemøde
ved byens sladdervorne brønd.
En lille glut, som sad og drømte,
stod op og hasted’ hjem til the,
men stak forsigtigt, før hun rømte,
et brev i chemisettens sne.
Så tav de sidste træskoklamper;
den sidste latter fandt sin grav;
et lydt „godnat!” på havnens damper,
og alting tystnede og tav.
Den store, stille tavshed strakte
sig i sin nattemørke dragt;
i søvne lå en by og rakte
mod stjerners flimre flammepragt.