Da det blev efterår, og løvet faldt,
kom hun her oftere
og talte svanerne,
hvis sære kiler kan fortælle alt.
Før himlen rødmede ved dagens gry,
kom pigen springende
og sad her dagelang,
og næste morgen kom hun her påny.
Mens regnen regnede, og tågen føg,
sad pigen spejdende
med blikket vogtende
på fjordens blinken over birk og bøg.
Og da en morgenstund et sejl blev kendt,
da sprang hun hujende,
da fo’r hun skrigende,
da fløj hun gladgal nedad Hohøjs skrænt.
Som hjortekiddet over stok og sten
— med arme glinsende
og håret flagrende
— som trommestikker gik de brune ben.
Hun stod og ventede på bådens sted,
mens de kom nærmere,
ja, de kom nærmere,
bestandig nærmere — og han var med.