Omsider tog det til i Vexel Bood at skaarte,
Don Pedro fremmed var, hans Penge vare borte,
En tærend Svinde-soet hand i sin Taske fand,
Thi længtes hand at see sit kiere Fædre-Land.
Hvad end ved Haanden var, det giordes strax i Penge,
Saa hand en Muule fik, hvorpaa hand kunde slenge
Sin Randsel og sig selv, dermed hand lige drev
Ad Barcellone Bye, og der om Natten blev.
Saa tilig Mörket slap, og Dage-skiæret slukte
De gyldne Lamper ud, da Morgenröden lukte
Sit Senge-Kammer op, för Soelens gyldne Skiold
For Verden lod sig see paa dend Krystalle-Vold,
Strax tog Don Pedro hen af Frygt for Fluers Vrede,
Der ængster Folk og Fæ ved Soelens brended’ Heede,
Hand meente Fluer kom med hver een Morgen Skye,
Og önskte det hand var alt i Toledo Bye.
Don Pedro frygted for, at en uskyldig Flue
Ham skulde Blodet ud af Haand og Ansigt sue,
Skiönt Fluer sværmed ham i eget Hierne-Kar,
Ja Fluer fordum Tid, trods Pedro, kydske var.
Som Marken savned nu sin vandig Perle-Kaabe,
Da Straaler slicker op hver dugget Perle-Draabe,
Der hengte Græset om, saa noget op ad Dag
Fant hand et prægtig Slot til störste Lyst-Behag.
En Hövding havde da det skiönne Slot i Vælde,
En Hertug af sin Byrd, en Vranting af sin Ælde,
Som Tidens hvide Rim paa Haar og Hage bar,
Omskiönt Fyrstinden selv vel ung en Gændte var.
Hand stripped alt paa Jagt med Næse-vise Hunde,
(Som hand var altid van) de samme Morgenstunde,
Da Pedro reed forbi op paa sit Muule-Skind;
Thi fik ham ved et Bud Fyrstinden kaldet ind.
Hun var et deyligt Blod, Don Pedro blev i Lyste,
Da hand de Lilier paa Hænder, Hals og Bryste,
Dend ildrend’ Øyne-Glands udaf de runde blaa,
Det dobbelt Rosen-Blad paa hendes Læber saae.
Her tages Haand i Haand med Glædens helsed Morgen,
Da begges skiulte Lyst blev stacked Stund forborgen,
Don Pedro remste op sin Ungdoms Kierlighed,
Hvorpaa hun aabned ham sit Hiertes skiulste Meed.
Mit Liv er Döden lig (saa tog hun paa at tale)
Mit Huus et Hospital, min Fryd en hver Dags Qvale,
Vel siger Frygt og Skam: holt sagt, hvad snacker du?
Men Længsel uden Taal slaar Tausheds Baand i tu.
Mig er et gammelt Spög paalagt til Hiertens Harme,
Min Ungdom fryser bort i hans forkölned Arme,
Hand snacker mig kun for, men intet meer formaar,
De smager, som af Liig, de kaalde Kys jeg faar.
Hand uden Briller ey min Skiönhed kand beskue,
Hvis Liv er Lyse-lös og uden Elskovs Lue,
Nu plages hand af Flaad, nu ligger hand af Steen,
Sligt kand ey tröste mig, men giör os begge meen.
Og kommer hand sig lit, (naar jeg hver krumpen Seene,
I hans utæred Krop og skrumpne Skinnebeene
Af Krucken salved har) saa rider hand paa Jagt,
Mark-Puusen ligger meer end jeg udi hans Agt.
Naar hand saa kommer hiem med mangen Drysen-Draabe,
Paa Klæder, Haar og Skiæg af Skyens Regne-Kaabe,
Begynder hand paa nye sin gamle Knarre-Skik,
Hark, Spyt og Höste var, det hand paa Jagten fik.
Eet slimed Sægle-Skum staar i hans Skiægge-Totte,
Snart raaber hand paa Stoel, snart paa sin Smörrepotte,
Dog ingen Salves Kraft hans Legem varmer op;
Iis-Eglen dingler alt ved den forfrosne Krop.
Saa kommer vi til Sengs, der ligger hand og snorker,
Og om hand vogner tit, hand dog slet intet orker;
Thi drives Natten hen for mig med Tanke-Spind,
Dog det, der tröste kand mig aldrig kommer ind.
Da tænker jeg oppaa, hvor yndigt det mon være,
Naar Ungdom anden kand de söde Takter lære,
Som dem Naturen selv indvortes ægger til,
Helst naar den stille Nat forlænger deres Spil.
Naar et forelsket Par, för Soelens Glands er oppe,
Kand samle Glædens Dug paa Læbers röde Knoppe,
Og i den dumme Grav henputte deres Sorg;
Da er dem Natten Dag, og Sengen Frydens Borg.
Sligt Elskovs Sucker-got gaar alt min Mund foruden,
At slige Hvede-Bröd jeg aldrig smager Struden,
Og om en lystig Dröm kand stundum glæde mig,
Saa er det kun Bedrag og Sövnens Tanke-Svig.
Hvor skal den Gamles Gods og Middel mig behage,
For Perlen finder jeg en slunken Pung tilbage.
Hvad er mit Egteskab? en eenlig Enke-Stand,
Nu mig ey Tröstes Taar fra nogen flyde kand,
Skal jeg da blomstre her, saa maa den gamle blegne,
Giv Himmel det hand kun var i de Dödes Egne,
Men skal jeg lenger see paa dette Jammer Spil,
Saa dek ô Jorde-Blee mit Ungdoms Øye til!
Don Pedro tænker: Sligt er kun sig selv at qvæle,
Til slig een Skade faar mand nok een Læge-Væle,
Thi stilled hand sig frem her paa at raade Boed,
Saa tilig hand fornam, hvor i den Syge stoed.
Elendig Ungdoms Vaar, hvor Fasten altid holdes,
(Gav Pedro da til Svar) hvis Blomster altid boldes,
Indtil de fældes om af Tidens Meye-Lee,
Og svinder efter Haand med Skiönheds varme Snee.
Mig undrer, saadant ey det Ungdoms Hierte dræber,
Naar hendes Nelliker paa de Zinober Læber
Skal fældes af sig selv, nu ingen Elskovs Soel
Med yndis Straale-Piil opvarmer hendes Bool.
Eya den gamle Mand! hans Vinter Iis er kommen,
Hans Sommer blomstret ud, strax Döden röres Trommen,
Saa maa hand dandse med udi den bleege Rey,
Og jamrer; at hand ey var med paa samme Vey.
Mand venter, at mand alt skal Lysters Krone bære,
At Elskovs Egte Seng skal Halleluja være,
I Tanker fletter mand sig selv een Brude-Krands,
Af Hulurt, saae til Livs, flor Amor, Munkefands.
Mand meener alt at see hvor Lyckens Hænder reeder
Selv vores Brude-Seng og Roser overbreeder,
Hvor Egte-Standen er een stadig Glædes-Stavn,
Og at dens Seigel-Steen os viser Glædens Havn.
Mand tænker immerfort at see en Velstands Stierne,
At Giften knecker os de söde Lysters Kierne,
Skiönt Skallen mangen gang er fuld af Orme-Gruus,
Saa staar Kometen tit paa Glædens Brude-Huus.
Det jeg med Siæle-Væ kand Øyenskinlig kiende
Paa dette prægtig Slot, hvor ingen Fryd kand tænde
Sin yndes Veege-Brand, skiönt Lampen er bereed,
Fordi mand intet her af Lystens Olie veed.
Den gamle burde jo de Ungdoms höye Dyder,
Der ziirer hendes Liv, de mange Hiertens Fryder,
Som staar i hendes Barm, alt ud Kopie paa,
Saa de, naar hun var död, for Verden kunde staa.
Mens ach! hans Skriver-Töy kand nu ey mere gielde,
Fyrstindens store Nöd mig kommer til at fælde
De Medynks Taare ned paa hendes dybe Saar,
Der lindrer hendes Bræk, og læger hendes Skaar.
Fyrstindens venlig Nik til hendes Lyst udvalde,
Udtolket, at hun lod slig Tale sig befalde,
Der kildred hendes Barm, saa böd hun ham til Bords,
Hvor de om Elskovs Drift end videre kom til Ords.
Fyrstinden lagde for udaf de kræsne Rætter,
Men Pedro hendes Haab med Elskovs Renker mætter,
Saa hun (om Blysel ey forhindret slige Kor)
Vel ogsaa havde lagt sig selver Giæsten for.
Don Pedro sætter sig en Kroe af lecker Spise,
Saa tæt, at Phagon selv ham Mester skulde prise,
Saa tyltet hand en Slurk af Viin udi sin Vom
Saa sterk, som fordum ey Torqvatus drak i Rom.
Som Maaltid nu var holt, gik Slottets unge Frue
Med Pedro lige til den svale Sommer-Stue,
Der aldrig treffet blev af Solens Straale-Pig,
At de der kunde lit paa Maden röre sig.
Her var en prægtig Sal, med Hvelnings Gyps og Kride,
Paa Gulved Fliser laae, de Blaae iblant de Hvide,
I hver en Vinduv Karm var sat Krystalle Glar,
Der alt med Kroner Skielt og Vaaben tegned var.
Hver kunstig Skielderverk og pensled Mesterstycke,
Var og Forundring værd: her saae mand Elskovs Lycke
Kuldkast i Pyramus og Thisbe deres Död,
Af Hyacinthus Blod saae mand hvor Blomstret bröd.
Mand Philomela saae sin Voldtægts Nöd at væve
I Silke rödt paa hvidt, det var de Klage-Bræve,
Hun til sin Syster skrev, for Tungens Mæle-baand
Til hendes Skades Tys var brudt ved Tereus Haand.
Mand saae een maled Lund med Træers grönne Flige,
Hvor Philomela sad i Nattegales lige,
Og (som der sagdes) sang i Skovens Skygge-Rom
Væmodig ach i ach alt for sin Jomfrudom.
Frue Söster Progne stod strax ved den anden Side,
I gylden Ramme-List med Ansigts Blod og Kride,
Eet Sværd i hendes Haand udöste Sönnens Bloed,
Den Tereus Faderen selv aad til Hevne-Boed.
Saa stod eet gammelt Huus med raadne Stolpe-Leede,
Tag Skiægget skiulte nep den Dynd-beklined Reede,
Hvor Progne Stackel sad i Svales Sörge-Dragt
For hun sin egen Sön til Döden havde bragt.
Det röde Plette-Stenk udaf de blodig Hænder,
Paa hendes duned Bryst, mand end omstunder kiender,
Mand og Herfuglens Top i Tereus Nakke saae,
Som end med sit Pupu, sin Hustrue raaber paa.
Narcissus i sig selv sig selv forelske vilde,
Der hand sit Ansigt saae i Vandets klare Kilde,
Mand Ganymedes saae i krummed Ørne Kloe
Igiennem Luften fört til Guders Himmel-Boe.
Kort sagt, Actæon stod med kroned Hiorte-Tacker,
Saa de Mineider som flygtig Aften backer,
Medusæ locker sig i Slange-Bugter sloeg,
Aglaurus blev til Steen og Daphne Laurbær droeg.
Samt hundred Haande meer, allene Ecchos Skiebne,
Der og mod Skiftnings Magt ey kunde sig bevæbne;
Om hende Pedro seer og spörger: er hun her?
Da een usiunlig Lyd til Giensvar gav: hun er.
Her hengte gyldne Speyl, de Speyl, der Tause sagde,
Den deylig Ansigt-Ziir, Naturens Fingre lagde,
Paa Fruens Eble-Kind, paa Pande, Mund og alt
Ved hendes smucke Siun og prægtige Gestalt.
I Krogen stod en Seng, hvis Side, Fiæl og Stabler
Var hæved runden om med gyldne Rose-Vabler,
Om Himlen Engler sad med Kinders farved Bloed,
Cupido inden til med gyldne Kaager stoed.
Tapeter laae deri af Guld og spunden Silke,
Hver gylden Blomme stod med grönne Blad og Stilke
Paa Lagens Kammerdug var hvidsöm kantet Skaar,
Med kostbar Edder-Duun i Taftes Dynevaar.
Her satte de sig ned oppaa de blöde Klæder,
Fyrstinden alt som för sin usle Stand begræder,
Men Pedro hand gav for, hvad Tröst hun kunde faae
Saa tydelig, at hun der kunde tage paa.
Saa klaget hand den Tort, der ham ved Seraphine
Var i Grenade skeed, hvor underfundig Miine
Som hand Elvire gav, hvad Nöd ham var paalagt
Fik hand udi een Rad fra först til sidste sagt.
Hvor Avinds Vinter-Magt kuldkasted Elskovs Plante,
Som för ved Yndens Vaar var groet hos Violante,
Hand förte frem det Spil hand för med hende drev,
Saa klart at Fruen selv ret Lyst-fornöyet blev.
Imellem falt ham ind den gamle Tanke Grille,
Der pleyet af og til i Hiernens Boe at spille,
Fyrstinden hörte til og Pedro snacked hen:
At Skiönhed med Forstand var aldrig Kydskheds Ven.
Fyrstinden meente jo; thi gaar det end i Knibe,
At nogen (sagde hun) gaar efter fremmet Pibe,
Dog veed hun sine Feyl at skiule med Forstand,
Naar, den der mangler Viid, sig ey forsvare kand.
Saa drev de Dagen hen med slige Glædskabs Lader
Der förer tit i Fald paa Elskovs slibrig Gader,
Don Pedro förte frem sin heele Tanke-Spind,
Indtil hand Fruen fik sin Meening prentet ind.
Som Dagen miste nu sit gyldne Soele-Smycke,
Og Natten overströg hver kunstig Skildre Stycke,
Som ziired Stuen om, med Mörkheds Sverte-Soed,
Da kom den gamle Mand, og Jagten overloed.
Don Pedro med en Hast slap i een liden Stue,
Hvor Helbreds Flasker stod, dem Ildens kraftig Lue
Med klared Urte-Vand og Salver havde fylt,
Men Nöglen stak hun selv blant anden Lamme-Bylt.
Den gamle Fyrste kom, og saae sin Engel hvile
Paa Sommer-Stuens Seng, hand fanged an at smile
Udaf sit purred Skiæg, der hand det Ansigt saae,
Som Himlens Mildhed gav slig Deylighed at aae.
Ved Lys blev Dugen breed, Fyrstinden sig undskyldte
For indsat Aftens Mad, men hand den gamle fylte
Sin skrumpen Skrutte fuld, da hun, det unge Bloed,
Sig satte paa een Stoel, som ham ved siden stoed.
Hun alt med lystig Snak fordulte Tankers Torne,
(Som under Rosen-Kind et Hierte tit kand forne)
Og slog om sære Ting med hendes Herre væd,
Naar Penge fattedes i Pungens Giemme-Stæd.
Een Snak paa anden gik, som hun saa hen fortalte,
Og spurte endelig, om hannem ey befalte,
Endnu til Tidsfordriv eengang til Væds at slaae,
Den gamle svared: Jo, der laae ey Magt oppaa.
Saa snacked hun i Hob, og alting forre-stædde,
Den Ting, om hvilken hand vel intet skulde vædde,
Indtil hun vilde see alt Huus behörigt Staal
Opskrevet paa Papier, saa det blev Vædde-Maal.
Tre hundret Kroner stod til Priis paa denne Gierning,
Som forretagen var, det gialt paa Lyckens Terning;
Gaardskriveren gik hen, tog Bleck, Papier og Pen
At regne Huusets Jern til intet var igien.
Her skrives Stryge-Bolt, Brand-Jern og Kocke-Knive,
Jern-Gribbe, Soede-stang, Bradpande, krumme Rive,
Dör-Klink og Haspe-slaae, Mad-Krog og Steege-Spid,
Samt hvad der kiöbes meer hos den haard-hænded Smid.
Allene blev forglemt hos det, der tegnes skulde,
At sætte Nöglen op paa den forfatted Rulde,
Thi bad Fyrstinden ham sin Opskrift overslaae,
Om der end meere Jern vel skulde sættes paa.
Den Gamle tyktes ney; dermed lod hun sig nöye,
Indtil en anden gang, naar Tiden vilde föye,
Og bad: hand vilde kun sit Øre legge til,
Mens hun fortalte ham eet selsomt Elskovs Spil.
Saa tog Fyrstinden paa vil kun min Hertug höre
I Morges op ad Dag, da Østens Purpur Dörre,
Var lenge lucked op med Morgenrödens Pragt,
Da Himmel-Volden var med Bliant overlagt,
I den Tid min Herre selv med Jagten var udreeden,
Og Soelens gyldne Karm tre Timer var opskreeden,
Da kommer her forbi een brav Grenader Mand,
Af Skabning meer end skiön og ædel af sin Stand.
Jeg fik ham hentet ind, hans Fagter, Krop og Lemmer
Jeg end i Tanke-Skriin til kierlig Minde giemmer,
Hand taled meget om hans Ungdoms Elske-Lyst,
Hvad mig om Hiertet laae, det blev ey heller tyst.
Jeg klaged meget paa min daglig Hiertens Harme,
Hvordan min Ungdom fröes i de forkölnet Arme,
Hos min den gamle Mand, min Nöd blev icke tys;
Jeg sagde, som af Liig, saa er hans kaalde Kys.
Jeg sagde, hvor hand ey min Skiönhed kand beskue
Faar hand ey Briller paa, hvor ingen Elskovs Lue,
Er i hans gamle Krop, jeg lagde begges Meen,
Hvor hand er piint af Flod, og soeted ud af Steen.
Jeg stak ey under Stoel, hvor jeg hver Krymped Seene
I hans utæred Krop og skrumpen Skinne-Beene
Af Krucken salver ind, hvordan hand er paa Jagt,
Og hvor Mark-Puusen meer, end jeg, er i hans Agt.
Hvordan hand kommer hiem, jeg ey bag Dören satte,
Hvordan hans Krop er vaad, hans gamle Lemmer matte,
Hvor hand begynder paa sin gammel Knarre Skik,
Hvor Hark og Spyt er tit, det hand paa Jagten fik.
Hvordan eet Sægle Skum staar i hans Skiægge-Totte,
Hvordan hand raaber paa sin Stol og Smörre-potte,
Hvor ingen Salves-Kräft hans Legem varmer op,
Men Alderdommens Iis den hænger ved hans Krop.
Jeg lagde hvor hans Gods mig intet kand behage,
Fordi den tomme Pung for Perler er tilbage,
Og saadant andet meer, som jeg har nu forgiær,
Men hand, den fremmet Mand mig trösted meer end nær.
Hand ynket Ungdoms Vaar, hvor Fasten altid holdes
Der altid staar urört, hvis Blomster altid boldes,
Indtil de fældes om af Tidens Meye-Iee,
Og svinder efter Haand med Skiönheds varme Snee.
Hand undred saadan ey mit Ungdoms Hierte dræber,
Naar mine Nelliker paa de Zinober Læber,
Skal fældes af sig selv, nu ingen Elskovs Soel
Med yndes Straale-Piil opvarmer Siælens Boel.
Hand glædes at min Mand hans Vinter-Iis var kommen
Og önskte ham sin Grav, strax Döden rörer Trommen,
Ham jamred Egteskabs u-trygge Fryde-Stavn,
Omskiönt mand tænker alt, at der er Glædes-Havn.
Det var hans Siæle-Væ, at Glæden skulde skorte
Paa dette vores Huus, for Olien var borte,
For yndens Veege-Brand ey brente paa vor Bord,
Det om min Herres Pligt er disse Mandens Ord.
Hand burde jo med Fryd de Ungdoms höye Dyder,
Der ziirer hendes Liv, de mange Hiertens Fryder,
Der staar i hændes Barm, alt Ud-kopie paa,
Saa de, naar hun var död, for Verden kunde staa:
Sampt fleere Medynks Ord til Lindring paa min Smerte
Som hand halv sucked ud, det ærlig hiertens Hierte,
Saa fik jeg ham til Bords, fornöyet ham med Mad,
Da hand med skiæmptsom Snak mig Arme giorde glad.
Der efter kom vi ind i denne Sommer-Stue,
Og der paa Sengen sad, hvor Elskovs selsom Lue
Hans Hierte daared har, hand mig fortalte da,
Og hvor hand skuffet blev med Falskheds Löfte-Ja.
I. Afdeeling.
Hvordan hand kasted först sin Hverdags Beyle-Miine,
Udi Grenade Bye oppaa een Seraphine,
Og hvor paa dette tog omsider fantes een
Som blev hans Øye-Torn og Anstöds Hindre-Steen.
Hvordan Forældrene veed deres Ord at före,
Og föye alting vel for deres Daatters Øre,
Eet halvt Aar skulde gaae, hun ham da til Behag,
Sig gierne overgav med Haand og Hierte-Lag.
Hvor Sygdom vilde saa hans Seraphine qvæle,
Og hvor hand hendes Soet begræd med Harpe-Mæle,
Hvor hand for hendes Dör saa mangen Aften stoed,
Til Længsel uden Taal forgrilled Sind og Moed.
Hvorledes hand kom hen i Natte-Mulm og Mörke,
Ved een Udforsknings Gang sit slappe Moed at styrke,
Da Elskovs Ynde Lys, hans Haabning Ønske-Skat,
Fik i eet afbrent Huus et Barn den samme Nat.
Hvor hand opleedte strax en Pattefærdig Amme,
Der skulde Barnet i Opfostrings Agt annamme,
Og fant da i sin Barm den Grille-Spire groe,
At Skiönhed med Forstand stod aldrig til at troe.
II. Afdeeling.
Dernest opremsed hand, hvor Yndens Piil sig trængde
Til hans fortrylled Siel, da hand blant Folke-Mængde,
Udi Sivillien fik eengang Siun oppaa
Eet yndigt Enke-Noor, som i et Vinduv laa.
Hvor hand i Huy og Hast sin Seraphine glemmer,
Da Elskovs-Feber ham paa ny i Barmen klemmer,
Hvor hand faar Enkens Ja, omskiönt hand bie maa,
Til Aaret faar igien sin Grödes Krone paa.
Hvorledes midlertid, (som Skienk kand meget giöre)
Een Pige vilde ham til Enkens Kammer före,
Og hvor hand gandske tys i Skabet skulle staae,
Mens hand den Aften-Færd hos Enken oversaae.
Hvordan hand uformerkt igiennem Sprecken kiger,
Og seer hun gaar til Sengs betient af Kammer-Piger,
Hvorledes hand slap ud, da Aften-Lys var slukt
Og fant da Gadens Dör imod Forhaabning lukt.
Hvorledes hand blev vaer hans Sieles söde Skade,
Hun kom i Gaarden ind med Lys oppaa en Plade,
Og smutted hastig ind ad Staldens aabne Dör,
Som hun fuld tit, maa skee, var van at giöre för.
Fortalte saa dernest, hvor hand med Undrings Øye
Sin Elskovs Himmel saae til Afskyes Nat at böye,
Da hun sig slengte paa een Flabmunds Morian,
Som laae med Dödlens Sved oppaa sin Pande-Plan.
Hvor hun sig böyed til den Soele-barked Bengel,
Og kyste paa hans Flab ret ligesom een Engel
Med Læber havde kyst een hæslig Bierge-Trold,
Hvorfor hand dennem gav den sorte Knud i Vold.
Der efter nogen Tid, hvor de da vexled Breve,
Og hvorudi hans Barm de Tanke rödder bleve
I Blomster-Knoppe Skudt med fuld Indbildings Troe,
At Skiönhed med Forstand hos Kyskhed ey kand boe.
III. Afdeeling.
Det var ey her med giort, hand tog saa paa at snacke
Om een udi Madrit, som ogsaa tog til Tacke,
Saa hun hans Hierte stial, hand hendes gunstig Nik,
Og hvor det ellers med den Elskovs Handel gik.
Hvorledes hand eengang sig maatte Skiorte-blotte
Og siden legge sig ved Sengens Vægge-Motte,
Indbildet at hand laae kun hos en Afsægs Mand,
Dog hand ved Morgen-Lys hos sig sin Pige fand.
Hvor hand i Tanke blev, at det var Mandens Rumpe,
Der hannem trykte, saa hand færdig var at dumpe
Ned paa det bare Gulv, hvor hand blev favned om
Af Mumme-Mandens Arm i Sengens enge Rom.
Hvor hans indbildte Mand tog paa i Sövnens Dvale,
Som hand (I veed nok selv) med Konen vilde tale,
Hvor denne da var nær henflöt i Anger-Sved,
Omskiönt det Pigen var, hos den hand smutted ned.
Hvor den formummet Skalk tog for at blande Beene,
Saa Blodet strax blev kold i hver een Aare Seene,
Der var i Pedros Krop (saa siger hand sit Navn)
Hvor hand holt ud til Dag ved denne Jammer-Stavn.
Hvor Medynks mægtig Haand Steen-Hierte kand bevæge
Saa Pedro fik Forlov hos Violant at legge.
(Saa siger Pedro selv, at hun sig kalde loed)
Til Himmel-Soelen alt ved Middags Maalet stoed.
Hvor hun omsider ey af hannem vilde höre,
Saa hand i lang en Tid ey kom til hendes Döre,
Hvor med en anden Svend hun drev sin Elskovs tant,
Den Pedro paa een Seng dernest hos hende fant.
Hvor mangt eet Glosse-Guf, hand da fik af sin Pige,
Og hvor hand hende flog indtil hun maatte skrige,
Hvorledes Mand i Huus ham sögte med Gevehr,
Indtil hand löb sin Vey og kom ey meere der.
IV. Afdeeling.
Med meer ham hændet var udi de valske Stæder
Den gamle Fyrste loe og önsket tusind Glæder
Sit lystig Ungdoms Noer, i Meening Fruen tog
Slig selsom Eventyr af egen Hierne-Bog.
Det Folk, som varted op ved Bord og Skienke-Skive,
De maatte hver og een for Latter overgive
Hvad dem i Hænde var, Don Pedro, som hand sad,
Ey kunde bære sig, men loe i mens hand gad.
Fyrstinden blev saa ved med sine Boele-Remser,
Og sagde jeg kand ey udgrunde hvad for Bremser
Hans Skalke-Pande stak, der hand fortalte Sligt,
Kort sagt, hand viiste mig min Herres ægte Pligt;
Og det med slig Behag, at jeg det ey kand sige
Indtil ved Aftens Nat, jeg spurdte ved min Pige,
At I min Herre var hiemkommen ride-mat,
Da jeg min Pedro fik i Urte-Stuen fat.
Hvor hand og staar endnu, om Angst og Dödlens kleme,
Har ey hans Hierte-Knust, da hand min dristig Stemme
Fik hört om hans Bedrift, og hvor jeg torde saa
Min Hertug lade frit vor Gierning höre paa.
Den Gamle bister blev, reev af sig Haar og Hette,
Hans Ansigt falmedes, hans Lemmer bleve trette,
Om Ører Stöved hög udaf hans Hue-slid,
Hand raabte Fruen til: fort, skaffer Nöglen hid!
Eya hvad tænker nu den Grille-ganted Peder,
Ved Dör og Vinduv hand om Udflugts-Huller leeder,
Hand var af Hiertens Væ og Banghed nesten styrt,
Og sagde ved sig selv: Jeg Arme bliver myrt.
Holt sagte! (siger da den listige Fyrstinde)
Jeg aldrig det kand troe, I lader eder blinde,
Af saadant Gieckerie; hvad finder I vel paa?
Hvad sticker eder? Ney! det heder icke saa:
Gaar, tager eder for den nys opskreven Liste,
See saa, hvorledes I kand komme til at tviste,
Om icke Nöglen er af Tallet udelat,
Hvor vel den er af Jern i slig een Danning sat,
Og skaffer mig saa hid de Væds opsatte Penge,
Thi hvad jeg haver sagt saa lystig og saa lenge,
Ey ickun forebragt, paa det af saadant Skiemt,
Min Herre kunde see, i det Nöglen var forglemt.
Dermed var alting got, da Vredes Storme-Vinde,
Der sused Stuen om fra Fyrstens Höye-Tinde,
Blev ved et Mildheds Luun den samme Time lagt,
Den Gamle tog for Skiemt, hvad Fruen havde sagt.
Hand Kyste hendes Mund med flabre Munde-viige,
Og spurde runden om, har hun vel nogen lige
I Skiönhed, Artighed, Belevenhed, Forstand?
De svared alle: Ney, vi ingen vide kand.
Saa stuyred hand til Sengs, fik Natte-Klud og Hue,
Hans Snak og Tale var kun om hans unge Frue,
Skat-Mesteren gik hen, som Fyrsten hannem böd,
Og talte Pengene udi Fyrstindens Skiöd.
Som Folket hvilet nu fra Tienst-Opvartnings Plage,
Da tog Fyrstinden Lius oppaa een gylden Stage,
Gik saa i Stuen hen og lugte Dören op,
For Pedro, som hand sad den arme Dudendop.
Hun spurte Latter-mild: om ingen Væmods Jammer
Hans Hierte Lænke-Bant i Friheds Fængsel-Kammer,
Om hand ey Haand i Haand af Hiertens Banghed fleed,
Der ham for Øren kom, hvor Fyrsten selv var vred.
Don Pedro svared: Jo, hun Sligt vel maatte tænke,
Eet Spörsmaal kom paa nye: Om hand, end kunde krænke,
Hans forrig Grille-Soet, om hand nu sanden fand
At Utugt skiules best hos Skiönhed og Forstand.
De taltes videre ved, mens ingen var tilstæde,
Dog alt i kierlig Skiemt, Don Pedro fik een Kiæde
Med hendes Kontrafey, i amalered Guld,
Til Eftertenkning, at hun var ham ævig huld.
Derefter gav hun ham de nys aftalte Penge,
Don Pedro tacked dybt og tövet icke lenge,
För hand sin Muule fik fra Baggaards Stalderom,
Og saa ved Midnats Tid igien paa Veye kom.
Den Elskovs Ynde-Brand, der blev hos Slottets Frue
Saa mange gange slukt, stak under Veys i Lue,
Hand undret meget paa Fyrstindens Dristighed,
Hvordan hun torde saa den Gamle giöre vred.
Hvor hun sin Udyds Drift saa ublu torde sige,
Var dog i Mandens Hue Dydskronet uden lige,
Sligt var som tidig Regn oppaa hans gamle Roed,
At Skiönhed med Forstand hos Kydskhed aldrig stoed.