Don Pedro snurred af saa snart som Lynets Lue,
Det prægtig Konge-Dom Neaples at beskue;
Eet Land, der ævig ved Naturens Mester Haand
Med Walland knyttet er i Landings Grændse-Baand.
Men understötter nu den Spanske Konge-Throne,
Nu det ved Helte-Haand er i den Spanske Krone,
Som glimrend Diamant, til ævig Eye sat,
Skiönt hellig Fader faar deraf sin aarlig Skat.
Hand saae Neaples Bye, (der for sin store Vælde,
Som Landsens Moder kand det heele Rige mælde
Med eget Efter-Navn) der tog hand Huus og Kost,
Mens hand opvartet hos sin Navne, Rigens Drost.
Der efter skibed hand fra Wallands Havne-Kuster
Med Vinde-brused Seyl af Luftens Beile-Puster,
Og satte Kaasen fort paa den forsölved Strand,
Hen til Sicilien, eet gröde-kroned Land.
Eet Land, der daglig Trods til Havets Vælde byder,
Og med sit Klinte-Bryst de stolte Bölger bryder,
Der giver Viin og Korn udaf sin Fæde-Vom,
Skiönt det af grummen Söe bestrides runden om.
Hand saae paa Vilden Fior een rög beblandet Lue,
Der stak af Landet op, som af een Helved-Grue,
Hand hörte dummer Lyd, forfærdelige Skrald,
Af Ætnæ foeded Krop, som Verden stod paa Fald.
Kom saa paa Landet ind, og saae hvor Funker flöye,
Blant den opmulmed Qvalm, der skiulte Soelens Øye,
Hvor Biergets huule Hals Ild-Strömme sputted ud,
Og ströde Landet om med smelted Steen og Gruud.
Saa reyste hand omkring, gav Agt paa Landsens Sæder,
Og övet vaanlig Lyst i meest bebygte Stæder,
Catana, Mazara, med slige fleer paa Rad
Messina, Mont-real, Palermo Hoved-Stad.
Sligt var hans Tidsfordriv, saa vit mand veed at sige,
Mens Solen over sin tolv-træmmed Himmel-stige
Med Vinter efter Höst og Sommer efter Vaar
Til Verden deeled fik Syv samfuld omgangs Aar.
Hand kom saa ind igien til Wallands Havne-Grunde,
Hvor Snecken maatte strax med Anker-hager bunde,
Saa drog hand Landet om, at see hvert Bygge-Sted,
Som Wallands grönne Bryst har nu at prunke med.
Hand saae Bologna Bye med prægtig Bygnings Muure,
Dog Mordre pleyer der paa fremmed Folk at luure,
Thi lod hand Reysen staae hen ad Ferrara Stad
Der nyder Floden Po sin Skiönheds Ziirat ad.
Til Meiland Hoved-Bye hand ogsaa Veyen finder,
Dog kiædes hand fuld snart ved Byens grimme Qvinder;
Thi setter hand sin Kaas ad Fanums Kaade leed,
Hvis smucke Pige-Folk een hver at rose veed.
Kort sagt: i Mutina hand Padder jevnlig smager,
Og i Pisaurums Bye til lecker Figen tager,
Hand smagte Parmas-Ost og Utins söde drik,
Ja Æg i Narnia for alle Rætter fik.
Omsider tog hand hen til Wallands Hoved-Sæde,
Det Under-værdig Rom, den gamle Verdens Glæde,
Og saae de Levninger af Byens fordum Pragt,
Som Tidens ösel Haand i Stövet havde lagt.
Hand saae det Hoved Slot, der fortids kunde braske,
Med Guld paa Tag og Taarn, i sin Forsmulnings Aske,
Her laae et Muure-Wrag, der et forfaldet Bool
Alt kun, som Liig-Steen paa det gamle Kapitool.
Hand saae af store Taarn, saa mangt eet brudden Stycke,
Og falt i Tanker om sin Elskovs skiöre Lycke,
Hvi vil jeg (siger hand) see paa Bestandighed?
Mens sligt et ævig Verk har haft sit Ændrings Meed.
Fuld mangt et Herre-Hiem ved Mester-Hænder bygget
Til Ævighedens Brug, som skulde staae udrygget
Med Bindings Staal og Malm paa Bygnings Marmor Krop,
Fant hand af Tidens Tand Forlangen tæret op.
Augustus Ære-Boe og Nervas Prale-Bue,
Med Neros Skue-Plads, var kun som Skrog at skue,
Hvad fordom bygget stod til Pragt i Herre-Færd
Var, som Forundring för, saa nu Bejamring, værd.
End det der skulde meest vor Pillegrim behage,
Var ædt af Tidens Rust, her var ey Stik ey Stage
Af nogen Letsel-Boe, som Arbiter var kient,
Og mangt et Mandoms Lys paa Utugts Arne brent.
Hvor Flora Gieller böd og aaben Taffel holdte,
Ney intet Anker-Jern og ingen Muure Bolte
De gamle Romer Taarn saa sterke fordum bar,
De jo i eget Gruus sig selv begravet har.
Hvor Messalina mat, dog icke mæt er bleven,
Var ey, ey Nasos Huus, hvor Boele-Kunst blev skreven,
Den Boe, hvor Flaccus holt med Laloge sit Spil
Laae i sit eget Huul, og var ey meere til.
Kort sagt: Ey Stolper meer, ey Steen paa andre stoede,
Hvor Nisa, Glycera, Cerinna, Chloë boede,
Allene Tyber Flod, der ubestandig gik,
Var end bestandig i sin ubestandig Skik.
Don Pedro glemte Sligt, og gav sig til at strippe
Om Pavens Engel-Borg, til friladt Horekippe,
Hvor Utugts Engle sig for Verden holder Fal,
Mens tyste-treede Aar forögte Tidens Tal.
Saa drog hand over Lands at see det Flyde-Sæde,
De Veneter har sat i Havets stolte Wæde,
Venedig stolte Bye, den Flygtighed og Nöd
Har fordum Anker-fæst i Havets flygtig Skiöd.
Hand saae Realto-Broe, den Undrings bygte Bue,
Ved Marci Kirke-Slot, som nok er værd at skue,
Gik saa Töyhuset om, og Bucentaurum saae,
Den Fyrsten aarlig Aar kun eengang seyler paa.
Hand saae i Herre-Færd den Hat, som da blev baaren,
For Contarini selv, som var til Dog udkaaren,
En Hat, hvis Straale-Glands i Pedros Øyne skar,
For den var overlat med Steenes ædle Glar.
Hand saae et Himmel-Skiul, hvor under Fyrsten træder,
Hand saae det heele Raad ifört Skarlagens Klæder,
Saa mangen Herremand nest efter Raadet gik
I sverted Klæde-Dragt, som det er Stadens Skik.
Saa seylet hand for Lyst langs ad den Flyde-Gade,
Der giennem Byens Stavn og stolte Bygge Stade
Sin Bölgerunken Krop i Slange-Bugter slaar,
Der sad hand inden Bord ved Kisselinkers Laar.
Hand færded runt omkring, og saae de rare Slotte
Med gyldne Taarne sig for Verdens Øyne blotte,
Hvor mangen Bygnings Borg sig skygged i det blaae,
I den Chrystalle Fior, der runt om Byen laae.
Ukyskheds tröske Smul, og Utugts gloend Æmmer,
Der ildred i hans Barm og Boele-brendte Lemmer,
Tilstæde Manden ey at lade gammel Skik,
Men og paa dette Stæd tre Aar i Löbet gik.
Hvor mangen Lyst hand nöd, hvor mangen Boele-varme,
Hvor mangt et Favne-Tag i geile Qvinders Arme,
Blev alt hans stadig Troe, at Kyskheds Dyd og Tugt
Hos Skiönhed med Forstand bar aldrig stadig Frugt.