Hand langed til Madrid, og fant sin Roderige
I Egte-Bindsel knyt med een dyd-prydet Pige,
Hvor Violante var i önsket Gifte-Stand,
Virginie med Mand og alt i Indi-Land.
Omsider kom hand hiem til eget Fædre-Stade
Og störste Föde-Bye, det prægtige Grenade,
Fandt Seraphine der til Kloster Levnet vendt
Med Laure hendes Barn, hinanden ubekiendt.
Hand kom i Kloster-Sal og helste Seraphine,
Hun helste ham igien med Andagts Kloster-Miine,
Hand hvisked hende til, at Jomfru Laure var,
Den Daatter, hvilken hun saa tyst til Verden bar.
Hand saae paa Laures doent, hvor hun blant andre Hiader,
Som Slattenheye, gik foruden Klogskabs Lader,
Hand saae een deylig Glut, men uden ald Forstand,
Saa Daarskab Strune-Stak af hendes Øyne-rand.
Don Pedros Beyle-Soet paa Timen sig forögte,
Hand her sin Gading fant, den hand saa vide sögte,
Og derfor Laure strax om Egte-Löfte bad,
Som gav ham Fæstens ja, var der med lige glad.
Hver uforstandig Tiund, hver Daarskabs dumme Klöede,
Hvor Vidskab fremmet var, Vanvittigheden boede,
Fik hand sig fæsted til, hver Pige blev til Nar,
Hver Svend og tiener det hans egen Herre var.
Hvad buntet Orme-Spind de rige Kræmmer-bode
For Penge satte Fal, skrev Pedro paa een Rode,
Tafft, Atlask og Tobin, med gylden Styckes Töy
Fra Kræmmer-Hylde flux for Pedros Penge flöy.
Hand heele Packer fik af Kiöbmands dyre Vare,
Forstanden var af Bye, der skulde saadant spare,
Hand skicket Laure det, hans Daarskab samlet ind,
Hun tog hans Gaver an med lige Klogskabs Sind.
Det ypperlig Klenod, det möye kunde grave
Af Jordens Indvold ud, fik hun til Morgen-Gave,
Turkoiser hendes Bryst, og Halsen Perler bar,
Skiönt daarlig Deylighed det meeste Smycke var.
Den Tid begynte flux ad Bryllups Dag at lakke,
Brudgommen var een Giek, hans Brud en Taabenacke,
Den Bryllups Handel gik med Sang og Fryde-Spil,
Som Brud og Brudgom selv var vid-begavet til.
Den blanke Dagens Soel forlod de Spanske Lande,
Og stak sit Ansigt ned i Havets Vester Vande,
Den bleege Maaned kom i sin forsölvet Pragt,
Da Stierne-teppet blev paa hendes Veye lagt.
Hver Bryllups-Giest gik hiem, Don Pedro med sin Mage
Og Gante-Svenne blev i Brude-Huus tilbage,
Hans Hierte glædte sig ved disse Lyckens Kor,
Een daarlig Egte-Pligt, hand lagde Laure for.
Da est nu, siger hand, min Egte-sellig bleven,
Den lydig Leve-Pligt skal staae i Hiertet skreven,
Som jeg dig læser for, den du bevare maa,
Saa fremt dig Himlens Gunst og min skal falde paa.
See her een gylden Hielm med Bryst og Arme-stycke,
Din skal du tage paa, om ellers Held og Lycke,
Skal krone vores Huus, see her eet egget Sverd,
Der skal omgiorde dig ved slig Opvartnings Færd.
See dette blanke Spiud skal Laures Hænder drage,
Om hun i Egtestand skal Gud og mig behage,
Det være Natten ud min unge Kones Dragt,
Til Dödlens Morder-Haand har mig i Graven lagt.
Sligt vilde Laure strax, som Kloster Ave lære;
Thi hun fik Vaaben-Töy, som Skioldemöe, at bære,
Gik saasom Haren klædt i modig Löve-Hud,
Med Hielm og Brynie paa alt stedse Natten ud.
Naar Pedro da stod op, fik Laure lov at sove,
Men efter nogen Tid kom Stevne-Bud fra Hove,
Don Pedro Afskeed tog, og der med Laure böd,
At holde Giftens Pligt hver Nat til Dagen bröd.
Det lentet noget hen, een Dag den anden fuldte,
Saa mangen Aften Soel sit Guld i Vesten duldte,
Den dollig Laure holt sin væbned Natte-Skik,
Til hun blev bedre lært, og Smag paa andet fik.
Een Mand af Corduba, som varted i Grenade
Ved Dom og Rettergang, gik op ad samme Gade
Forbi Don Pedros Huus, og som hand Laure saae,
Blev ham een Lue tendt i Hiertets skiulte Vraae.
Hand spanked tit forbi, i Meening Laure skulde
Eet Øye kaste paa hans Hiertes heede Bulde;
Men Taaben ey forstoed, at legge saadant i;
Thi gik hand uden Frugt saa mangen gang forbi.
Een Kierling boede strax oppaa den anden Side,
Som för var Letsel-slidt i Ungdoms geile Tide,
Men nu for Penge fik de unge Boele blandt,
Som Kul, der tænder Træ, naar det er selv forbrændt.
Hun saae den fremmet Mand saa vankelmodig spanke
Frem for Don Pedros Dör, hun vidste nok, hvad Tanke,
Hand var beladen med, hun merket Mandens Sind,
Og lovet Rednings Boed med egen Koble-Spind.
Hand Elskovs Fange bad hun intet skulde dvelge,
Thi listed hun paa Dör med Klæder-Töy at selge,
Gik saa til Laures Huus ald fuld af Træcke-Sind,
Og fant det unge Bloed heel skiön, men uden Vid.
Hun skreed ad Stuen ind, kom Laure selv i Tale,
Og bad blant anden Snak, hun vilde dog husvale
Den Lyst-antændte Siæl og elsk-udjöet Mand,
Som hun saa mangen gang ved sine Dörre fand.
Hand meer end ufortrodt af yderst Agt og Evne,
Sin Tienest holdte Fal, naar hun kun satte Stavne,
Men Laure svared strax: Jeg ingen tage kand
I Tienest, förend jeg faar skrevet til min Mand.
Den runken Hippentrip fornam af Laures Tale,
At der ved klygtig Snak var icke deert at hale;
Thi fik hun Munden sat oppaa eet andet Skaft,
Og talte bret og bart om Elskovs söde Kraft.
Bad saa om Manden selv ey maatte sig indstille,
Fik ja; og fanged an Mund-Harpen meer at spille,
Om det ey kunde skee, at de kun eene to
I Kammer vilde gaae? hun Taaben sagde: jo.
Tog Hoved-Nöglen op blant andet af sin Lomme,
Fik Hexen den i Haand, bad Manden skulde komme
Ved Aftens ellev slet, og op ad Stigen gaae,
Som da ved Vindves Karm i Haven skulde staae.
Den gamle lagde Mund paa Laures hvide Hænder,
Hielp Himmel sagde hun, nu seer jeg först og kiender,
At I den arme Mand igien til Live faar,
Den eders Skiönhed gav saa mangt et Hierte-Saar.
Her falmet Laures Skik, ret som hun vilde daane,
Hvert Øye dulmed blev af Angstes Kummer-blaane,
Elendig, siger hun, kom jeg til Verdens Öe,
At nogen ved min Haand skal Hierte-saaret döe.
Trold-Tæven svaret strax: I eder ey tör give,
Den Mand I frygter for, hand bliver nok i Live,
Naar I kun snackes ved i Sted i Eenerom,
Men Laure Sucke-Bad: kom strax, din Stymper, kom.
Hun Sladder-Tasken gik, og sagde Manden dette,
At hand kun skulde gaae til Baggaards Klyve-stette,
Og lucke Logen op til Havens Urte-beed,
Ved Aftens ellev slet, da Laure var bereed.
Een Stige skulde staae ved hendes Vinduv-Luge,
Dens træmmer Manden da til Klauren skulde bruge,
Alt det oppaa ham var ved denne Kantze-Sprang,
Hans Øre luuret alt paa Klockens Ellev-Klang.
Som Dagen vilde nu til Aften-Tusning helde
Og Soelen satte sig bag Vestens grönne Dælde,
Da Maanens Cirkel stod forsölvred i det Blaae,
Og Duggen Perle-rund paa Græs og Urter laae.
Da tramped Manden til, og kom i Laures Have
Ved Hoved-Nöglens Hielp, begynte der at stave
Ved blæge Maanens Skin, blant mangt eet Buske-Skiæg,
Indtil hand Stigen fandt ved Laures Vinduv-Væg.
Hand satte Foden til, og fanget an at klaure,
I Haab at komme strax til sin Hiert-önskte Laure,
Men som hand tittet ind ad aaben Vinduv-Slag,
Kom een bevæbned Mand i Kyritz for en Dag.
Hand saae ved tændte Lius og Tandens Hvæge-Lue,
Der boedet Nattens Mulm i Laures Sove-Stue,
Hvor Manden vanket om med Spydet i sin Haand,
Og Sverdet dinglet hen ved Midies Belte-Baand.
Hvor een forgyldet Hielm betagte Pandens Krone,
Hand tenkte mindst oppaa, at det var Huusets Kone,
Der saa med Vaaben-Baand om Patte-bryste gik,
For hand ey tenkte sligt var Laures Natte-Skik.
Hand slutted ved sig selv, da hand fik sligt i Øye,
Her vanker visselig ret nu een klapped Tröye.
Thi falt hand Hænde-löes, og törned paa een Steen,
Indtil det knaget ham i hvert eet Side-been.
Omsider stod hand op, og kom igien til rette,
Hans Beene blev af Angst, som för af Haabning lette,
Hand lukte Logen op, og kom sin Gade-Vey,
Fortalte Kierlingen den selsom Natterey.
Hun gik strax anden Dag, da Soelens Øyne-Laage
Med Straale gissel drev den mörke Natte-Taage,
Og Laure Morgen-Nik halv suremulend gav,
Da Laure spurte strax, hvor blev den Stackel af.
Hun Ruffersken gav Svar: hand var paa Klyve-Stige
Ved afsagd Aften-Stund, men maatte löbend hige
Af Haven ud igien, til hand paa Gaden kom
Fra den Jern-klæde Mand, der vanket Stuen om.
Ha! ha! (tog Laure paa) hand maa vist icke vide,
Hvad Koners Ægte-Pligt, den er om Natte-Tide,
Og veed hand icke det, at jeg skal væbned gaa
Hver Vaar og Vinter-Nat, fra Mörket falder paa.
Hun Hampe-Hæglen loe, og tog det vel i Giemme,
Hvor Laure neppelig dem alle havde hiemme,
Saa blev det nu som för; at Manden paa Behag
Sig skulde stille frem ved Aftens Ellev-Slag.
Hun gik sin Vey igien, og Manden Latter-lagde
Det meget Fægtnings Jern den ganted Laure lagde
Oppaa sin veege Krop, og hvor hand skulde sig,
Ved Ellev stille frem til forrig Kammer-viig.
Som Natten belled ud af Østens taaget Porte,
Og Havens Blomster blev ved Mörkets Farve sorte,
Kom atter samme Mand, og giennem Vinduv-glar
Saae Laure, hvor hun Hielm og Pantzer-ringe bar.
Hand giennem Vinduv-Karm saa sagt i Stuen træder,
Omfavner Laures Hals og Hammer-banked Klæder,
Hun fik igien med ham saa dristig Arme blændt,
Som de fra Barens Been hinanden havde kiendt.
Saa kommer de til Munds, den trædske Cordubaner
Hand spörger Laure til, hvad disse Pantzer-maner,
Og anden Orlogs Dragt, med fieret Hielme-Top,
Vel skulde giöre paa den skiære Qvinde-Krop.
Hun slog een Latter an, som Taaber gierne giöre
Med Tænders Elfenbeen i Læbers Purpur Dörre,
Og sagde, saadant er jo Qvinders Natte-Drift
Og Egte-Skyldighed, saa snart de vorder gift.
Den Mand af Corduba veed ey, hvad hand skal sige,
Een Möe i Mande-Vold, een ægte-bunden Pige,
Det skiöre Qvinde-Kiöd med brynie Hielm og Sverd,
Var som at undre paa, saa og at ynke værd.
Een anden Egte-Pligt, der bedre kand husvale,
Blev Laure prendtet ind, hun lod sig overtale,
Fik af sig Bryste-Værn, med andet Ridder-Verk,
Og voved saa een Dyst udi den bare Serk.
Den Cordubaner Helt drog Sverdet af sin Skeede,
Og stak saa Spydet hen i Elskovs Iver-Heede,
Hand fik til Side lagt, Sverd, Glavind Hielm og Skiold,
Böd saa sin Laure til een anden Egte-Sold.
Hun kommer! siger hand, jeg hende det vil lære,
Som hendes daglig Pligt foruden Harm skal være,
Der stod eet Sove-Telt, hvor de sig lagde need,
Men hvad der giordes meer, mand ey at nævne veed.
Den söde Gifte-Pligt, som stackels Laure lærde
Ved dette lære Spil, gik hende saa til Hierte,
At hun den daglig lod optegne i sin Bog,
Mens Hielm og Harnisk laae henvifted i en Krog.
Det vared nogen Tid, de bleve ved at stave
Paa det, der kunde sig ved Giften bedre lave,
End Skiold og Pantzer-Jern, indtil Don Pedros Brev,
I Laures Hænder kom, det hand fra Hove skrev.
At Sagen vunden var ved Rettens Herte-Stevne,
Men Laure hiemme lod paa Egte-Sagen jevne,
Til hand den udlands Mand, saa snart hand hörte Sligt,
Ey meere foregav den vaanlig Egte-Pligt.
Hans Muule ferdig blev, da Sagen var til Ende,
Don Pedros Boelig hand ey meere vilde Kiende,
Men uden Afskeeds Ord tog ud af Byens Port,
Der hand ved Sags Fordrag Indförsel havde giort.
Saa kom Don Pedro hiem til egen Vaanings Sæde,
Og fandt sin Laure der, hvis Egte-Lyst og Glæde,
For sin hiemkommen Mand var hende lige stoer
Med Sorgen, som hun bar, för hiin af Byen foer.
Som Soelen Afskeed tog fra Himlens höye Tinde,
Og lod sit Øyesiun af Aften-Skygger blinde,
Da eet forsölved Skiold beklædte Maanens Bryst,
Strax vilde Pedro see sin vaanlig Natte-Lyst.
Hand lagde sig til Sengs ved Lysets Aften-Lue,
Der giörge Natten klar i deres Sove-Stue,
I fuld Indbildings Haab, at Laure skulde gaa,
Og efter Egte-Pligt sit Harnisk tage paa.
Men Laure vilde nu af ingen Vaaben vide,
Hun kaste Skiortet af, kröb ned ved Mandens Side,
Og fik med Dynevaar sit Legem decket til,
Don Pedro ængsted blev ved dette sære Spil.
Hvad, siger hand, hvad Nyt? hvad Aarsag skal der være,
At du vil icke nu din Aften-Klædning bære,
For alting, siger hun, skal jeg som Taabe gaa,
Ney! ney! ret bedre Spil mig Manden visde paa.
Hvad Mand (saar Pedro da med Vredes Hue til Orde)
Den svared Laure strax, som mig til gode giorde,
Den Mand, der viiste mig paa Glædens Gifte-Sti,
Een Mand af brav Gestalt og meere Kiön end I.
Jeg skal af Bye igien, begynte stackels Peder,
Og har du slig een Mand, da siig mig, hvad hand heder,
Hun Laure, sagde: Ney, jeg kand ey vide sligt,
Men viser I mig kun, som hand, min Egte-Pligt.
Don Pedro klaget sig, at Arme, Ryg og Beene,
Ved mangt eet Hiulestöd paa Veyens picked Steene
Var skumped over alt, saa hand var Reyse-mat,
Omskiönt hans meeste Soet stak i den brede Hat.
Saa laae hand Natten hen, det randt ham alt i Sinde,
Hvad för blev sagt ud af den lystige Fyrstinde,
Hvor somme deres Feyl kand skiule med Forstand,
Naar den, der mangler vid sig ey forsvare kand.
Hand holt af Anger-Stöed ved Sygdoms Sænge-Stade
Dog som Umuelighed er tit paa Sorgens Skade
Den beste Plaster-Klud, saae mand, hvad Pedro loed
Den Plage være læt, som ey til Ændring stoed.
Saa kom den bleege Död, og endte Mandens Dage,
Hvad Gods og Middel var, gav hand sin Egte-Mage,
Saa hun og Moder fik een nybygt Kloster Stavn
Til deres Lives Tarv og Pedros Ære-Navn.
Det sorte Gravens Muld hans Legem indelukte,
Da Skiönhed uden Vid hans Lives Lampe slukte,
Hans Navn skal uden Nat for Efter-Verden staae,
Og ey som dette Skrifft een Udgangs Ende faae.