For Venner Du bestemte denne Bog
Til fast, usvækket Broderhuldskabs Minde —
Gid hver, som hilser Dig med Venskabs Sprog,
Du stedse ædel, varm og trofast finde! —
Gid Ingen Dig tilsværge Venskab her,
Hvis Sjæl er tillukt for dets rene Glæder,
Som agter Dyd og Uskyld mindre værd,
End Rigdom, Vellyst, Pragt og tryglet Hæder!
Saa Mangen under ærligt Venskabs Skin
Troskyldig Yngling skuffer og misleder —
Fra Dydens Bane vender bort hans Sind,
Og gjør hans Hjerte fremmed for dets Glæder.
Gid aldrig tung Erfaring lære Dig,
At ej Enhver er Ven, som Ven sig kalder!
Følg Klogskabs Vink! — da er Du lykkelig
I alle Livets Kaar, i hver en Alder.
Naar Modgangs bittre Time nærmer sig,
Naar vante Glæder Du engang skal savne —
Naar Dine Venner vandre langt fra Dig,
Og denne Bog kun gjemmer deres Navne;
Da, Yngling! gid paa hvert beskrevet Blad
En prøvet Broders elskte Navn Du finde,
Og ved Dit Hjertes høje Bifald glad
Gjenkalde Du de svundne Dages Minde!
Og vandre saa tilsidst de Ædle hjem
Til Gravens blide, højtidsfulde Hvile:
En stille Veemodstaare hædre dem,
Og saligt Haab igjennem Taaren smile! —
Naar ogsaa dette Navn Du møder her,
Da tænk med Ømhed paa Din fordums Lærer,
Der føler glad Din Aands og Hjertes Værd,
Der Haab for fjerne Fremtid henrykt nærer!
Sviig ej mit glade Haab! opfyld min Bøn!
Bliv stedse Dyden tro, og elsk dens Fader!
De Godes Venskab vorder da Din Løn;
Bevidstheds Fryd Dig aldrig da forlader.
Og ved et Blik paa svundne Fortid hen,
Mig denne skjønne Tanke da skal glæde:
Min fordums Lærling blev mit Hjertes Ven,
Og Dyden helliged’ vort Samfunds Kjæde. —
Om jeg da slumrer hen i Dødens Favn —
Og Venskabs Taarer ved min Gravhøj rinde,
Da, W......., tegn et Kors ved dette Navn!
Følg mine Vennerraad, og elsk mit Minde!
