Brev fra Thrine til Claudius
paa hans Fødselsdag.
paa hans Fødselsdag.
Kiøbenhavn, den 28 April 1797.
Min gode Mand, jeg gjerne vilde sige
Saa grumme kjønt, hvor højt jeg elsker Dig,
Og at jeg i det hele danske Rige
Den Allerlykkeligste føler mig.
For Meget, Meget jeg Dig vilde takke,
Og Alt paa nette Riim, om det gik an:
Du veed, Din Thrine ganske godt kan snakke,
Men ikke synderligt hun rime kan.
Og Riim dog hører til paa Fødselsdage,
Og er’ en saare vigtig Ting iblandt;
Thi Ord foruden Mening tit behage,
Naar Versets Harmonie vort Øre vandt.
Jeg derfor til den Verse-Synder tal’de,
Ham Du for mig paa Ballet smidske saae,
Og bad ham om, (det er jo: ham befal’de,)
Mig nogle gode Riim at lade faae.
Du veed, han hos os Qvindfolk er lidt fjoget,
Og tit beruset af et Haandtryk blev:
Snu trykked’ jeg hans Haand; da lovte Skroget,
At hjelpe mig med dette lille Brev.
Og da Du, for at repetere Tonen,
I Tirsdags hen til Haandværksfolket gik,
Da kom med Riim og Briller Vers-Personen,
Og, som Du seer, vi Brevet færdigt fik.
Min Mand, vi længe levet har tilsammen:
Alt atten Aar vi deel’de Sorg og Fryd;
Og, Gud skee Lov! dog meest vi deel’de Gammen,
Kun sjelden undslap os en Klagelyd.
Vel jeg imellemstunder var lidt skranten,
Naar jeg paa Dit og Dat i Kroppen bar;
Og sommetidsens Du var og lidt vranten,
Naar i Orchestret Alt ej rigtigt var.
Men naar jeg klaged’ mig, Dit gode Hjerte
Jeg i sin hele, hele Ømhed saae;
Og naar Du var lidt mut, min Tavshed lærte,
Hvordan en kjærlig Hustrue være maa.
Forresten har vi havt en Hoben Løjer,
Og det, som Nøjsomhed kan leve ved;
Og, som paa Bryllupsdagen, mig fornøjer
Vor fælleds redelige Kjærlighed.
O Mand! jeg troer, vi ere lykkelige,
Og Intet meer af Gud forlange bør:
Med Ingen bytted’ jeg i Verdens Rige;
Om Dig jeg jo det Samme haabe tør?
Gid derfor blot vi længe, længe nyde,
Hvad nu vi nyde, kjære, gode Mand!
Som nu, Dig Folket Kunstner-Hæder yde!
Som nu, Dit Hjerte signe huuslig Stand!
Som nu, Dig Venner smile blidt imøde,
Og altid Thrines Ømhed glæde Dig!
Og ofte lee den skjønne Morgenrøde,
Som vinked’ Dig til Liv, — til Held for mig!