At Verden for mig præke maa
Mel.: En Glut, Brunøiet —---
Mel.: En Glut, Brunøiet —---
At Verden for mig præke maa
fra nu og til i Morgen,
jeg bliver dog min Mening tro,
den bedste Kuur mod Sorgen
er: idelig at være glad.
Dalderi, daldera! jeg leer kun ad
den hele Skjebnes Had.
Og denne ædle Medicin
kan aldrig ilde smage.
Den glider ned med Punch og Viin;
sligt kan jo alle tage.
Man mærke Hovedsagen kuns:
Dalderi, daldera! den Viin, den Punsch
maa drikkes ud til Bunds.
Man Dage ud, og Dage ind,
fortæller, synger, taler
om Skjebnens barske Nordenvind,
om Taarer, Smerter, Qualer.
Til saadant mærke vi kun lidt;
Dalderi, daldera! vi drikke tit,
og saa er alting blidt.
Og vilde en og anden Mand
fordømme vore Glasse,
og mene, at den drikken kan
ei vel med Sæder passe:
med Sligt man os ei komme nær;
Dalderi, daldera! vort Bedste er
os over Alting kjer.
Tag, Venner! derfor Eders Glas,
udbred den store Lære:
At Alting her er vel tilpas,
naar vi kun glade ere.
Og hvordan skal man blive det?
Dalderi, daldera, det er jo let:
Man drikke tit og tæt.
Og mangen Fader med sin Søn
paa Gaden skal dernede,
ved Klangen af vor Sang saa skjøn,
omfavne ham med Glæde.
Og sige: "Glæd min Fadersjel!
Dalderi, daldera! Søn drik din Pæl!
saa skal det gaae dig vel."
For ganske unge Mennesker
behøves denne Lære;
men naar Man først sit Vel indseer
saa kan Man den undvære;
og allerhelst ved dette Bord,
Dalderi, daldera, hvor Venskab boer,
hvor Alt saa herligt gaaer.