Alt i Verden koster Møie,
sjelden man dog maalet naaer;
Lærdom koster vaagent Øie,
og de bedste Ungdoms Aar;
og naar man har mest Studert,
har man ofte lidet lært.
Helten længe maa marchere
under Frygt, og Haab, og Sult,
Sundhed, Arvegods fortære,
være modig ligefuldt.
Og naar han sin Fjende fandt,
er det dog ei sagt han vandt.
Elskeren bag Myrtehækker
sukker, sværmer, raser, døer.
Lauras Ja til Liv ham vækker,
han er karsk og sund, som før.
Men Exempler har man jo,
sligt et Ja er ei at troe.
Haabet, liig en Hoffmand, sælger
den, som sig dets Smiil betroe;
bedst da man en Lykke vælger,
som vi ved os selv kan naae
og som uden Møie er
fri for alle og enhver.
Hertil har vor gamle Klode
Midler nok i Tusindtal;
men det bedste blandt de gode
er og bli’er en Perial.
Den er Held for Mennesket,
kommer Sikkert, saaes let.
Søg den med et ærligt Hjerte
i et Lag, hvor Venskab boer.
Drik hvad Skjebnen dig beskjærte,
du da sikkert Maalet naaer.
Søg din Ven kun redelig,
og han kommer visselig.
Her hvor Venskabs gamle Kjæde
samler os ved Friheds Bord,
hvor man, tryg ved skyldfri Glæde,
ikke veier hvert et Ord,
der vil vi forsamles tit,
tænke, tale, drikke frit.