Skiøn er Solen, naar den mørke Skye
Viger for dens seierrige Straaler;
Naar dens gyldne Hav i fulde Skaaler
Gyder sig ud over Mark og Bye;
Naar den fra hiint evige Azur
Liver op den sørgende Natur.
Blid er Maanen, naar paa sølvstrø’t Vei
Mellem Stjernerne den sees at glide:
Elskeren gaaer ved sin Elsktes Side,
Vexler mangt et saligt Ja og Nej;
Seer kun hende, taber sig i Fryd,
Hører Intet, uden Englelyd.
Herlig er, o Vaar! din glade Pragt:
Elskov boer i dine milde Skygger;
Nattergalen i din Throne bygger —
Som en Brud, der i sin Morgendragt
Smiler mod sin Ven med kielen Hu,
Skiønne Vaar, saa tryllende er du.
Men saa fro giør Dagens Hersker ei,
Luna skienker ej saa blide Glæder,
Vaaren ej med sine Blomsterklæder
Tryller saa, som Vennen paa min Vej;
Haste! Du, som kaldte mig Din Ven,
Ak! naar samler Skiebnen os igien?
G. H. Olsen.
