En kostelig Rose stod i Havens favreste Blomsterbeed, hvor Jordens Safter kunde nære dens Liv, og Solen udvikle dens Herlighed. Urtegaardsmanden blev stolt af Plantens Ynde: “Din Duft skal trøste fierne Egne”, sagde han, lod den varligen optage, og henplante under en varmere Himmel.
Paa Veien blev Rosen en Broder vaer, hvilken bar Præget af dens egen Stamme, men som, ubemærket i Skyggen, ikkun nød de Solstraaler, der kunde snige sig igiennem det tætte Gierde. Ingen plejede den, fordi Ingen endsede den i Skyggen.
“Hil være dig, Broder!” sagde den forbifarte Rose. “Hil være dig Broder!” gienmælede den beskyggede Slægtning, og rystede en Dugtaare af sit bøjede Hoved.
Den omplantede Rose voxede i Skiønhed: dens Farve blev mere glødende, dens Duft lifligere, Menneskers Velsignelser hvilede paa hvert af dens Blade; dobbelt stor blev den hiembragt, da Urtegaardsmanden lod sin Yndling hente, at den kunde pryde hans Have.
Paa Veien saae den sig om efter Rosen ved Gierdet; men see, Mennesker havde nedtraadt den: da visnede dens Blade, dens Stamme gik ud, og man oprykkede den med Roden. Et Par skyldfrie Piger havde giemt nogle af de visnede Blade, og deres Hierter meente, at disse Blade duftede endnu.
Den lykkelige Rose hørte med Veemod den nedtraadtes Skiebne, og giengiældte nu den Taare, som Broderen fordum lod falde.