Forsvundne ere Vintrens mørke Dage;
Snart glimrer Vaaren i sit Rosendragt.
Fra al sin underfulde Pragt
Naturen snare vil Sørgesløret drage.
Alt klingre giennem Skyen Lærkens Triller,
Alt smiler Solen varm og blid;
I optø’t Bæk dens rene Straale spiller.
Ja, Alt os varsler om den skiønne Tid
Da Aarets Genius med englehulde Miner
I Kreds af Glæder jublende fremtriner. —
Enhver, hvis Hierte for Naturens Skiønhed slaaer
Med Længsel iler nu dens Fryd at nyde,
Og hiin den unge tryllerige Vaar
Et kiert Velkommen fro at byde.
Hvi, Venner, skulle vi da tøve her,
Da ogsaa os dens hulde Stierne blinker?
For disse Lamper Maiens Morgenskiær,
For malet Lund os duftriig Skygge vinker.
Nej! gaaer! men glemmer derfor ej et Sted,
Som skienkte os saa mangen ædel Glæde,
Og ønsker, at fremdeles Eenighed,
Med Venskab Haand i Haand, blandt os maa stedse træde;
At hver maa tale frit til fælleds Gavn,
Ustrækket af Forbindelser og Navn;
At hver ufrygtet maa sin Meening have,
Og aldrig af Kabalen vorde Slave;
At Magtsprog ej, og ej despotisk Bud
Maa slukke Flammen for vort Bedste ud;
At Fordom langt fra vore Bænke vige
Og Alle, Alle troe sig Lige! —
Da Avinds Braad os ej skal komme nær,
Da Fred skal boe hos os i Samdrægts Skygge,
Og sand Selskabelighed her
Et sieldent, varigt Alter bygge —
Dog, Dækket synker — end et ømt Farvel!
O Venner! iler i Naturens Arme;
Men nærer for vort kiære Samfunds Held
Den samme Iver, samme blide Varme!
Da Alle froe skal samles her i gien,
Naar Høstens sidste Blomst er segnet hen;
Og Venskabs evig friske Rosenkiæde
Os end skal skienke mangen skyldfrie Glæde.
Frankenau.