Naar kjekt paa de forvovne Planker
en Viking pløjer salten Sø —
Hvor glæder det ham kaste Anker
ved græsbevoxet frugtbar Ø,
som qvæger Havets trætte Mand
med Straalen af sit ferske Vand.
Det hvide Sejl han gjerne bytter
med Tag af Skovens grønne Ly,
hvor Velstand rejser sine Hytter
og hører fjernt kun Dybet gnye;
hvor gyldent Ax paa Stormens Vej
kun gynges let, men knækkes ej.
O stolt det er at Bølgen tvinge,
Dans Ære groer paa Havets Mark,
men mægtigt ryster Njord sin Vinge
og knuser Eg som skjøre Bark,
hvor Skummet skjuler Heltens Ben —
staaer ingen Blomst, ej Bautasten!
Derfor med Længsel over Søen,
om Værget hamrer nok saa fast,
seer danske Søgut hen til Øen,
mens djærvt han staaer ved højen Mast.
Hist aabner sig en elsket Havn,
og smiler: Skjærm din Fødestavn!
De danske Øer stod i Fare,
da Juel gav Agt paa Stormens Brag;
men han forstod dem at forsvare,
og Fienden veg paa knuste Vrag;
og Niels til Ære hvirvled smukt
sig Røgen højt fra Kjøgebugt.
Da meldte Kongen: „Danmarks Eden
laae sikkert bag sin Engels Sværd,
hans Kjekhed takke vi for Freden,
han er en Del af Landet værd;
Han er en Thor i Heltespil!
Thors Eng skal høre Helten til!
Den skal hans Børn i Freden dyrke
og høste Frugt i sene Tid.
Thi hellig som en Kæmpes Styrke
Er Agerdyrkers vise Flid.
Naar Muren er om Haven lukt,
maa Haven bære saftig Frugt.“
O held dig, Søn af gamle Stamme!
du opfyldt har Dankongens Ord.
Paa Thorseng Juel er stæds den samme:
„En Lyst, en Hæder for sit Nord!“
Du lærte Danmarks hulde Ø
at pryde Julers Heltesø.