Der er dog intet Menageri
Saa broget som min Lilis er,
De underfuldeste Dyr er der,
Og Himlen veed hvor hun faaer dem deri.
Ak hvor de hoppe, trippe, gaae,
Med forkastfæktede Vinger slaae
De arme Prindser! hver og een
I aldrig lindret Elskovsmeen.
Hedder hun Lili? Ak fritter ej ud!
Hvo ej hende kjender, han takke Gud.
Ha, hvilken Larmen, hvilken Snadren,
Naar hun i Døren træder frem
Og huldt sin Brødkurv viser dem!
Ha, hvilken Qvækken, hvilken Tjadren!
Hvert Træ, hver Busk man leve ’roer,
Til Jorden styrter den hele Hjord
For hendes Fødder. Selv Parkens Fiske
Pladske utaalmodigt med Hoveder frem.
Nu deres Føde hun rækker dem
Med Blik, som Guder kan henrykke,
Endsige de Fæ: — da høres tygge,
Da blir der en Sladdren og en Hakken.
(Een er bestandig den anden paa Nakken.)
De skyde, de trænge, de vrides,
De jage, de ængstes, de bides,
Og alt kun for en Stumpe Brød,
Der tørt af hendes Hænder smager
Som Paradisets Honningkager.
Ha, men ogsaa det Blik, den Tone!
Naar hun raaber: Pipi! Pipi!
Fløj Ørnen gjerne fra Jupiters Throne
Med Aphrodites Duer afsted,
Den hoffærdige Paafugl med.
Jeg sværger: de forlod med Fryd
Olympen ved en eneste Lyd.
Thi saadan af Skoven, mørk og fæl,
En Bjørn, uvorn, uden Tugt,
Har hun listigen indelukt
Og bragt i det tamme Kompagni,
Ja faaet ham lært Galanteri.
Altsige til en vis Punkt, forstaaer sig.
Hvor skjøn og hvor god
Syntes hun da! Jeg havde mit Blod
Givet for at vande Blomsternes Rødder.
Jeg, siger Du? Hvem er det! — Børn!
Saa vider, jeg selv er den arme Bjørn;
I et Filetskjørt ynkelig fangen!
Med Silke bunden til hendes Fødder.
Men, hvordan alting er for sig gangen,
En andengang jeg fortælle vil.
Nu er for opbragt jeg dertil.
Thi staaer jeg ene bag Træet i Skygge
Og hører langt derfra den Sladdren,
Den Flagren, Flittren og den Tjadren,
Da bryder jeg ud: Hvor dumt!
Der bli’er brumt,
Og jeg løber tilbage et Stykke;
Og siger atter: Hvor dumt!
Der bli’er brumt,
Og jeg løber atter et Stykke; —
Og vender dog om, skjønt alt er dumt!
Da plager mig et harmfuldt Væsen,
Det hyler mig opbragt gjennem Næsen,
Vild da vorder min hele Hu.
Hvad! Du en Nar? En Hare Du?
En Pipi, et Egern, en Nøddeknækker?
I Vejret min børstede Hals sig strækker,
Uvant til Tvang;
Mig haaner hvert Træ i den vene Gang.
Da flyer jeg bort fra Boulingreen,
Fra det nydelige, glatafmejsede Væsen.
Buskbommen trækker ad mig paa Næsen,
Jeg flygter ind i det vildeste Krat
Mig igjennem at tvinge,
Over Hegnet at springe.
Men see — da standser den Kjække brat!
En Trolddoms-Kraft gjør ham svag og mat.
Da ligger jeg ved kunstlede Kaskader
Og gnøler, græder, vælter mig, halv død,
Og ak! beklages i min Nød
Af emaillerte Oreader!
Paa eengang trænger sig da i min Hu
En salig Følelse, som ingen Harm kan hemme;
Hun synger i sin Løvsal nu,
Jeg hører atter hendes søde Stemme!
Den hele Luft er varm, af Ambra fuld;
Ak, lyder vel for mig den Stemme huld?
Jeg trænger did, mig Hækken ej kan tæmme,
Buskværket flyer, dybt knager Træets Rod,
Og — Dyret ligger tam ved hendes Fod.
Hun skuer ned: — Et Udyr, men dog vidsigt!
For en Bjørn for mild,
For en Pudel for vild,
For plump, for børstet og for stubsigt.
Den lille Fod henover Ryggen glider.
Han er i paradisisk Salighed!
Det kildrer ham i alle Sider.
Og hun — seer ganske rolig ned.
Jeg kysser hendes Sko, jeg tygger Skoens Hæle
Saa kjærlig som nogen Bjørn formaaer;
Selv undertiden vover jeg mig op at stjæle
Til hendes Knæ. — Er hun i godt Humor saa gaaer
Det an; hun mig bag Øret kløer
Slager overgiven mig saa med en Kindhest ned.
Jeg knurrer i min Salighed!
Saa siger hun saa sødt, for mig at spotte:
Allons tout doux! eh le menotte
Et faites Serviteur
Comme un joli Seigneur.
Saaledes driver hun sit Spøg med Latter.
Haab luer da i Daarens Blod;
Men bli’er forvoven han — da staaer det atter
Bestandig paa den gamle Fod.
Dog har hun og et Lue-Balsombæger,
Som hele Jordens Honning overgaaer;
Hvormed, naar hendes Hjerte sig bevæger
Ved Dyrets Troskab, Elskov, hun dets Læbe naaer;
Af hendes Finger det en Draabe faaer.
Saa gaaer hun atter, lader løs mig blive;
Ubunden fængslet kan jeg dog ej bort mig rive,
Hun mig for evig, evig bandt!
Jeg søger — og jeg flyer for hvad jeg fandt. —
Saa lader hun den arme Fange gaae,
Naar Alt kun tavs han slutter i sit Hjerte;
Ja ofte Døren selv hun laer halvaaben staae,
Men spotfuldt Blik: Om han ej ende vil sin Smerte?
Og Jeg? I Guder! som kan Alting vende,
Kun I kan denne sløve Trolddom ende!
Giv mig den Frihed, som jeg før har havt!
Men vil I ej min Kummer dæmpe,
Da skal jeg længe ej forgjæves kjæmpe.
Ved Gud, jeg føler det, end har jeg Kraft!