Bleg Du hviler paa Baar, trindt hersker Taushed og Sorgen,
Hallen høitidelig tom hvælver sig over Dit Lig.
Læben er lukt, som nys med den yndige Tale sig aabned,
Øiet funkler ei meer herlige Glimt af Din Siæl,
Ei forsamler Du nu, som en Alterflamme for Konst og
Viisdom, sindrige Mænd, vinker ei længer i Kreds
Hulde Qvinder og venlige Møer om Din Siæl, for i Samqvem
Kiærligt at lede der’ Aand, danne det yngre Bryst.
Trolddommen svandt! — Hvor tidt mig forekom som et Feeslot
Med sit Gitter, sin Gaard, ædle Charlotte! Dit Huus.
Der fandt Skialdekonsten sit Hiem, og det tyngende Hverdags-
Liv ei voved sig did, luktes af Gitteret ud.
Blomster Du elsked, men ei blot Roser og blaae Hyacinther,
I Dit Vindue: Din Aand elsked den høiere Blomst.
Atter, Mæcenas, din Hal, stod frem af de gamle Ruiner,
Tivoli dækte den ei længer for Verden med Gruus.
Men nu sidder en Alf med en omvendt Fakkel, som sluktes,
I Forsalen. Hans Sang lyder: ”Charlotte gik bort,
Græd, vor Schimmelmann, græd, og lad Taarerne lette Dit Hierte!
Græmme kun maa Du dig ei. Fader, Charlotte gik bort;
Er ei død. Din Hal var et Rom, et Grækenland værdig,
Oldtidens herlige Kraft atter med Skiønhed og Konst
Pryded dens Kreds. Men meer end Hedningen, meer end Perikles
Eier Dit Bryst; thi Du troer Gud og Udødelighed.
Ofte svæved Din Aand med Ossians hist over Heden,
Naar Fuldmaanen i Dunst ildnede Bølgernes Bly,
Naar en Nattergal slog i de sortgrønne Toppe ved Sølyst,
Medens Kilden begræd taus Din Emilies Død.
Hisset Emilie nu omfavner den elskte Charlotte:
Dobbelt nu risler Dit Væld, medens i Fromhed Du gaaer,
Tænker paa Glæden, Du nød, ved de kierlige Skytsengles Side,
Takker dem tro med Din Graad, venter dem sikkert hos Gud.
Adam Oehlenschläger.