Umærket du som Vaarens Lilie stod;
Du stred ei med Rosens skiønne Blod,
Og ei med Liliens Skiær, den hulde hvide;
Men venlig, som en graa beskeden Urt
I Skyggen frem du voxte reent og puurt,
Og alle kaldte dig den Venskabsblide.
Du blev ei Brud, men til dit svale Ly
For Solens Hede saas Hyrdinden tye,
Og qvæged Øiet i dit kierligt grønne.
Som en Reseda uden ydre Glands,
Men sød og qvægsom for den indre Sands,
Enhver dig elsked for dit indre Skiønne,
Et langt og sundt og venligt Liv, du nød;
Sig ingen Storm i dine Blade brød,
Du visned smilende, nu sødt du sover!
Mildt Herren tog det Liv, som mildt han gav,
Nu dufter Natfiolen paa din Grav,
Og Nattergalen synger oven over.
A. Oehlenschlæger
