Jeg drømte, jeg var en Demant, og sad
i hendes Lokker saa blonde og bløde,
som mildt over Panden skilte sig ad,
og bølged’ om Kinderne friske og røde.
Og mangen Yngling saae hen paa mig,
for med det samme at see paa hende.
Da straalte mit Blik saa stoltelig.
Jeg tænkte: den Glæde faaer aldrig Ende.
Men o jeg vaagned! al Fryd forgaaer;
bestandig Lykke kun haabe Fianter,
svøbt laae jeg i Dyner og Pudevaar;
for fattig til at ligne Demanter!
En anden Gang sunken i Morfeos Arm
jeg bildte mig ind en Rose at være,
som paa hendes fulde, sneehvide Barm
at sidde duftende havde den Ære.
O hvor jeg var paa et deiligt Sted!
En Gaasefier kan ei dets Ynde beskrive.
Jeg bølged saa svævende op og ned,
jeg tænkte: Den Glæde vil evig blive.
Men o jeg vaagned! al Fryd forgaaer.
Tit giver os Skiebnens Vid en Skose.
Svøbt laae jeg i Dyner og Pudevaar,
ak alt for bleg til at ligne en Rose.
Man drømmer ofte paa denne Jord;
det Sande maa for Ideer vige.
Jeg drømmer oftere, end man troer,
thi kiert er mig Phantasiens Rige;
saaledes drømte jeg eengang, tænk!
at jeg bevoxet med Floras Spade,
var under Myrther en grønnende Bænk,
som bar den Skiønne med henrykt Glæde.
Men o jeg vaagned! al Fryd forgaaer.
Og vaagen kan man da sagtens tænke
at sunken i Dyner og Pudevaar,
jeg havde kun lidt tilfælles med Bænke.
En anden Gang var jeg en Bølge blaae
ha! Mindet endnu i mit Hierte brænder;
thi i min Arm den Uskyldige laae,
jeg spillede om hendes runde Lænder:
og over min blanke Flade hen
glad Morgensolen sit Purpur smilte,
i det den kneiste paa Himmelen,
for at see, hvor skiønt i min Favn hun hvilte.
Men o jeg vaagned! al Fryd forgaaer;
hvad nytter det altsaa her at dølge,
at hyllet i Dyner og Pudevaar
jeg var for tør til at ligne en Bølge.
Men skiøndt nu jeg drømte saa tit med Lyst,
indlullet af Kierligheds Tryllerier,
om mangen Fryd med blussende Bryst,
hvorom, for Korthedens Skyld, jeg tier;
saa skulde jeg dog taalmodig og øm
mig i min mislige Skiebne fundet,
hvis ei min kiereste sidste Drøm
var som de andre saa reent forsvundet.
Jeg drømte eengang lysvaagen, at
hun elskede mig, men o bedragen
jeg bøder nu mangen søvnløs Nat,
fordi jeg eengang har drømt om Dagen.
Øhlenslæger.