Solo.
Glæde, Lynglimt fra det Høie,
Mø, som blid fra Himlen kom,
Ild opfunkler Støvets Øie
I din lyse Helligdom.
Huld din Trolddom sammenbinder
Alt hvad Fordom søndersled;
Hyrden Ven i Fyrsten finder,
Hvor fra Gud du svæver ned.
Tutti.
Favn mod Favn, i Millioner,
Broderligt hvert Hierte slaae!
Over Himlens Stierneblaa
Vist en kierlig Fader troner.
Solo.
Hvo det store Held ei savner,
Varmt at kaldes Vennens Ven;
Hvo, som ømt en Hustru favner,
Juble Tak mod Himmelen!
Ja, selv den, som kun kan sige:
”Een der var som elskte mig.”
Hvo, som ei det kan, han snige
Haabløs bort med Taarer sig!
Tutti.
Jordens vidtudstrakte Zoner
Hylder Glædens Symphatie!
Ved dens Guddom hæves vi,
Hvor den Ubekiendte troner.
Solo.
Glæde drikker Jordens Klode
Ved, Natur! dit Moderbryst,
Alle Onde, alle Gode
Gaae din Rosenvei med Lyst.
Kys hun skiænker os, og Druer,
Og en Barm som kierligt slaaer,
Ormen fryder Sandsers Luer
Og for Gud Cheruben staaer.
Tutti.
I nedstyrte, Millioner!
Ahner Du en Skaber, Jord?
Søg ham over Stierners Chor,
Over Stierner vist han troner.
Solo.
Glæden er en Fier, som spænder
Høit den evige Natur.
Glæde, Glæde Hiulet vender
I det store Verdens Uhr;
Blomstret den af Knoppen hyller,
Sole paa det hvalte Blaa;
Sphærer den i Rummet tryller,
Som vort Øie aldrig saae.
Tutti.
Froe, som Almagts Sole glide
Evigt giennem Himmelen,
Som en Helt til Seieren,
Freidigt I ad Banen skride!
Solo.
Sandheds Ildspeil giennembæver
Tænkeren med Glædens Blink.
Pligtens Ven hun kierligt hæver
Op paa Dydens steile Brink.
Høit paa Troens Soelbierg luer
Hendes Banner flagrende;
Giennem sprængte Grav Du skuer
Hende høit blandt Englene.
Tutti.
Taaler modigt Støvets Sønner!
For er Liv af mere Værd;
Hisset over Stierners Hær
En retfærdig Gud belønner.
Duetto.
Støv kan Guder ei giengielde;
Stort at ligne dem i Dyd.
Armod, Kummer, Smertens Vælde
Viger Glædens høie Fryd.
Nag og Harme skal forsvinde,
At tilgive Himlen bød.
Fred med vores værste Fiende,
Ei vi glædes ved hans Nød.
Tutti.
Ja, vort Regnebræt Du blive
Evig, evig slettet ud!
Brødre! hist tilgiver Gud,
Som vi tilgive.
Solo.
Glæde sprudler i Pokaler;
Og i Druens Purpurblod
Drikker Blidhed Kannibaler,
Og Forsagthed Heltemod.
Glade vi fra Bænken ile,
Glasset høit i høire Haand!
Vinen blid mod Himlen smile!
Første Skaal: den gode Aand!
Tutti.
Ham, som hist Serapher ære,
Ham, som høit ophøiet er
Over blanke Stierners Hær,
Denne Skaal ham offret være!
Solo.
Mod, naar Kummer overvælder!
Evighed for hvad Du svor!
Hielp, hvor Uskyld Taarer fælder!
Sandhed mod den hele Jord;
Mandig Stolthed, selv for Troner,
Om den ogsaa fælder Dig!
[ulæseligt]yd, [ulæseligt] sine Kroner!
[ulæseligt]dergang for Last og Svig!
Tutti.
Bryst mod Bryst! ved Glædens Druer
Troskab sværge vi vor Eed,
Og ved ham, som smiler ned
Hist fra Himlens hvalte Buer.