Adam Oehlenschläger (1779–1850)

Den, som med Snillets hvasse Pile

        nedfældte Dumhed, Fordom, Svig,

den, som fik Øiet til at smile,

        naar det med Taarer hæved sig,

den, som giød Smag og ædel Varme

        og Følelse i alles Bryst,

han trykkes bør i Broderarme,

        før han forlader Danmarks Kyst.

Og derfor, danske Barde lyder,

        vor Sang til dig om breden Bord;

og derfor ædle Barde gyder

        hvert Hierte sig i velmeent Chor.

Vor Røst er svag, den ikke stiger

        som din til Pindi høie Field

det inderlige Hierte siger

        dig kun et veemodsfuldt Farvel.

Tak for hver Sang i svundne Dage

        naar Festen her bød fulde Maal,

tit skal vi dem med Fryd gientage,

        og drikke deres Digters Skaal;

og hvergang vore Stemmer hæve

        sig høit for dig, paa danske Strand,

gid ahnende dit Hierte bæve

        ved Mindet om dit Fødeland.

Thi skiøndt du nu vil fra os drage,

        saa vente vi dig dog igien;

Her svandt dog dine beste Dage,

        din sorgfrie muntre Ungdom hen;

Husk: ingensteds er Roser røde,

        og ingensteds er Torne smaae,

og ingensteds er Duun saa bløde,

        som de vor Barndom hvilte paa.

Men lyder du den Høies Stemme,

        og er det Skiebnens mørke Bud,

at fremmed Land dit Støv skal giemme,

        da smiil til Danmark ned fra Gud;

en Taare skal hvert Øie væde,

        og hver skal hviske mod din Grav:

"Gud glæde dig for hver en Glæde,

        din sieldne Sang de Danske gav."