3. Harzreise
(i Vinteren.)
(i Vinteren.)
Ørnen liig,
Der paa tunge Morgensky,
Paa stille Vinger hvilende
Efter Byttet seer,
Svæve min Sang.
Thi en Gud har tegnet
Hver sin Bane;
Som den Salige
Giennemiler
Rask til Maalet;
Men hvo som Modgang
Hiertet sammentrak,
Kiemper forgieves
Mod Jerntraadens
Faste Skranker,
Som bittre Sax
Kun eengang løser.
I frygteligt Skovmørke
Trænger sig Raavildtet,
Og med Spurvene
Har de Rige længst
Sænkt sig i Moser.
Let følges den Vogn,
Fortuna styrer,
Liig mageligt Tros,
Der paa slagne Vei
Følger Fyrstens Indtog.
Men hvo er hist han,
Hvis Stie sig taber i Krat?
Efter ham slaaer
Grenene sammen.
Atter Græsset sig reiser,
Ham Ørknen sluger.
Ak! hvo læger dens Smerte,
hvem Balsam er Gift?
Som inddrak Menneskehad
Af Elskovs Fylde?
Først foragtet, nu Foragter,
Fortærer han hemmeligt
Sin egen Værd,
I uvirksom Selvfølen.
Er der en Lyd
Af din Psalter, o Fader!
Lydelig for hans Øre,
O da qvæg hans Hierte!
Aabne det indhyllede Blik,
De tusind Kilder,
Ved Siden af den Smægtende,
Midt i Ørken.
Du, mange Glæders Skaber!
Du rigelige Giver!
Sign Brødrenes Jagt,
Paa Sporet efter Vildt,
Med Ungdoms Overmod!
Med frodig Mordlyst!
Uvæsnets sildige Hævnere,
Mod hvem alt længst forgieves
Med Knippler Bonden kiemped,
Men hyl den Ensomme
I dine Guldskyer,
Omslyng din Digters
Fugtige Haar
Med Vintergrønt,
Til atter Rosen blomstrer,
O Kierlighed!
Med den dæmrende Fakkel
Lyser du ham
Giennem Nattens Stie,
Over bundløse Vei,
Paa øde Slette.
Med den tusindfarvede Morgen
I Hiertet du ham smiler,
Med den bidende Storm
I Skyen du ham hæver.
Vinterstrømmer fra Fieldet styrte
I hans Psalmer;
Og frommeste Tak-Alter
Bliver den frygtelige Tinding,
Den sneedækte Isse,
Som ahnende Slægter
Med Aander krandste.
Du stander med uforsket Barm
Hemmelig aabenlys,
Over undrende Jord,
Og skuer fra din Skye
Dens Riger og Herlighed.
Som du vander
Med Brødres Aarer!
Øhlenslæger.