Naar den ældgamle
Hellige Fader
Med rolig Haand
Af rullende Skyer
Styrtende Lyn
Over Jorden saaer,
Kysser jeg Kiortlens
Yderste Flig,
Trofast, med barnlig
Gysen i Barm.
Thi med Guder
Maa sig maale
Intet Menneske.
Hvis han sig løfter
Og berører
Stiernen med Issen,
Intet begrunder da
Usikre Fodsaal,
Og med ham lege
Skyer og Vinde.
Staaer han med faste
Marvfulde Knokler
Paa det velgrundede
Varende Jord,
Ei da han rækker
Did, at med Egen
Eller med Ranken
Han sig kan maale.
Hvad adskiller
Guder fra Mennesker?
At mange Bølger
Fra Hine flyde.
Os hæver Bølgen,
Os sluger Bølgen,
Og vi nedsynke.
En liden Ring
Begrændser Livet,
Og mange Slægter
Sig troligt lænke
I Tilværelsens
Evige Kiede!