1.
En Saga fast utrolig
Jeg nu kundgiøre maa:
Mod Utgards fierne Bolig
Monne de Kæmper gaae;
Hvert Skridt de monne tage,
Da var det ligerviis,
Som gleed de to tilbage
Hen paa den glatte Iis.
2.
Da monne Veien dale;
Det gik i Dybet brat.
Man hørte Haner gale,
Det blev til mørke Nat,
Da Tialf og Rosga gyste,
Men frem gik Asathor;
Hans Harnisk for dem lyste,
De traadde i hans Spor.
3.
Alt mere dybt de stege
Ned i de steengraae Field;
Da saae de Skygger blege,
Og hørte Kildevæld:
Gud Thor ei længe hviled,
Han slog sig ei til Taal;
Med raske Skridt han iled
Hen mod sin Idræts Maal.
4.
Som nu han frem sig skyndte
Heel fro og trøstelig;
Da Mørket snart begyndte
I Lys at tabe sig.
Man skued Fakler blaane
Udi den dybe Grøft.
Glimt af den blege Maane
Faldt i en Klippekløft.
5.
Da kom de til en Laage
Udi den Klipperad;
Der monne to Skygger vaage,
De tæt for Døren sad.
De vare dødlig blege
Og under Øine blaae;
De op fra Bænken stege,
Og paa det Følge saae.
6.
Den Ene var en Qvinde,
Den Anden var en Mand;
Sligt Folk man ingensinde
Saae i et andet Land.
De monne svarligt fryse
Udi det kolde Hiem.
De toge til at gyse,
Da Thor tiltalte dem.
7.
De havde Hielme sorte,
Hver løfted Hamren sin;
Foruden Pandserskiorte
De stod i hvide Lin.
De Hamre graalig hvide
Var giort af Dødningbeen;
De lod dem mat nedglide,
Da Asa-Thor fremtreen.
8.
De sagde: Ingensinde
Slig Skare før hidkom.
Hvad søger I derinde?
Vend om, o Flok! vend om!
De monne svarligt sukke
Udi den skumle Vraae.
De sagde: Vi mon indlukke
Kun dem, som døe paa Straa.
9.
Hvad vil I Kæmper stærke,
Som gløder i liflig Kraft,
Forinden Sprinkelværke,
Hvor ingen Fryd er havt?
Hvor blakket bleg en Qvinde
Uddeler Sorg og Qvalm
Blandt dem, som boe derinde,
Hendøet paa Bænkehalm?
10.
Da sagde Thor hin stærke
Til Rosg’ og sine Mænd:
Nu kan jeg fuldvel mærke,
Hvor vi er vandret hen.
For Helheims sorte Grotter
Vi nu tilvisse staae.
Loke, din blege Dotter,
Vi snart at see vil faae.
11.
Da skielved Loke fage;
I Kinder steg hans Blod.
Han vilde gaae tilbage,
Han blev i Hu saa mod.
Han sagde: Jeg vil ei skue
Min Æt saa drøvelig.
Til Asgards lyse Lue
Jeg atter svinger mig.
12.
Da raabte Thor hin faste,
En Gud saa klog som stærk:
Du maa dig ei forhaste
Med overilet Værk.
Hvad nytter Sorg hin svare
Alt over Skiebnens Bud?
Lad brat slig Daarskab fare.
Den sømmer sig ei en Gud.
13.
Alt af en Jetteqvinde
Du dig bedaare lod;
Det Gode ingensinde
Sprang ud af Jetteblod:
Men vist din Elskovs Brynde
Stod udi Skuldas Bog;
Hun monne din Daad fremskynde,
Den Norne, viis og klog.
14.
Man for din Æt maa gyse,
Men hvo foragter den?
Den skabtes til at kyse
Guder saavelsom Mænd.
En Angst, som ulmer, flammer,
Og bryder voldsomt ud,
Den kun fra dig nedstammer;
Du underfulde Gud!
15.
Hvor heldigst Livet gløder,
Hvor det i Kraft bestaaer,
Der altid Frygten møder
Om at det snart forgaaer;
Saaledes Fenris skrækker
I Valhals bedste Lyst;
Hans Blik en Frygt opvækker
Selv udi Odins Bryst.
16.
Hvad var vort Asgard vide
Vel frem for Jordens Hiem,
Hvis ikke Sorg og Qvide
Og Død adskilte dem?
Den eviglumske Smerte,
Ret som en Snog saa grøn,
Omvinder Jordens Hierte,
Det, Loke, er din Søn.
17.
Vel var det, Asa kiere!
At Hel du avled kiek,
Hun bør høit agtet være;
Hun straffer Niddingsværk.
Hun er min Hævnerinde,
Hun tugter rædde Mænd;
Thi lad din Sorg forsvinde,
Og vend ei om igien.
18.
Alt ved den kloge Tale
Forsvandt da Lokes Frygt.
Han monne sig husvale
Alt ved den Herres Kløgt.
Sit Spyd Gud Thor da hæved,
Og stødte Døren ind,
Den let tilbage svæved,
Ret som et Blad for Vind.
19.
Da saae man Thor at drage
Med sine Mænd afsted.
Høit mon den Hal gientage
Den Skares tunge Fied.
Det var sig Rosga liden,
Den fagre Lillievaand,
Hun vandred Thor ved Siden,
Og holdt ham ved sin Haand.
20.
Igiennem krumme Gange
Kun svage Lys de saae;
De var saa saare trange,
Der var heel ondt at gaae.
Da pludselig de skued
En Hule hen mod Nord,
Hvor Stenen høit sig bued
Udi en Sal saa stor.
21.
Der sad langs Væggens Side
De rædde Niflheims Mænd;
De var saa syglig hvide,
Thor vandred mod dem hen.
De var saa saare bange,
De svedte Angstens Sved.
Om deres Liv en Slange
Tæt slyngte sig og beed.
22.
En Stol høit monne stande
Alt under hvælvet Steen;
Den var af Hovedpande,
Og skiøre Dødningbeen.
Der saae man Hel at true.
Halv var hun hvid, mod Fod,
Mod Issen blaa at skue,
Af underløbet Blod.
23.
Et Dødningbeen hin hvide,
Vel bleget i Maaneskin,
Hun strakte ud til Qvide
Med et hævngierrigt Sind.
Det monne muldent lugte,
Hun svang det som en Vaand;
Som Kongespir hun brugte
Det i sin klamme Haand.
24.
Det var saa tyst derinde,
En Liiglugt overalt;
Der rørtes ingen Vinde,
Kun hule Suk giengialdt.
Tre Fakler blaalig lued,
Ved hver en Dødning stod,
Man idel Rædsel skued,
Kun intet Spor af Blod.
25.
Da saae man Thor at smile,
Han vendte sig omkring.
Han monne hurtig ile
Hen i de Dødes Ring;
Han raabte høit derinde
Da disse strænge Ord:
Saa gaae det hver en Qvinde,
Som ei tør følge Thor!
26.
I uselige Daarer!
Som frygted Saar og Død,
Nu Hel jer evig saarer
Med Qval og bitter Nød.
I lod ei Hielmen hvælve
Om Issen kiekt i Strid;
I skabtes til at skiælve,
Saa skiælv til Evigtid!
27.
Derpaa den strænge Kæmpe
Treen fast for Hela frem,
Han monne Stemmen dæmpe
I hendes mørke Hiem.
Han sagde: Gustne Qvinde!
Retfærdigt straffer du,
Dog staaer jeg ei herinde
Med en frivillig Hu.
28.
Til Utgards Drot at drage,
Dertil stod fast mit Sind,
Da monne han det saa mage,
At her jeg vandred ind.
Thi siig mig, hvis du mægter!
Hvad Kaas jeg tage maae,
For til de stærke Slægter
I Jothunheim at gaae.
29.
Da skreg til Miølners Svinger
Hel med sin Stemme styg;
Det klang som Sværdet klinger
Udi en Pandserryg:
Forlad min sorte Bue!
Gak frem, snart est du der.
Det blinder mig at skue
Din Sundheds Rosenskiær.
30.
Da vinkte brat behænde
Gud Thor med dristigt Blik.
Sig Loke bort mon vende,
Da Hel forbi han gik.
Fast han sit Øie lukked,
Saa tung var ham den Gang.
Hun saae paa ham og sukked,
I hendes Spir det klang.
31.
Det vil jeg ei fordølge;
Da gik den stærke Gud
Alt med sit lidet Følge
Af Hulen snarlig ud.
Igiennem Bierget vide
Han foer paa hurtig Fod;
Paa Fieldets anden Side
Den Gud da snarlig stod.
32.
Da laae ret for hans Øie
Den store Utgardstad,
Det mon ham vel fornøie,
Han blev i Hu saa glad.
Af store Biergerader
Var Byen sluttet ind;
Ved Porten Mænd i Plader
Sad der, med Haand paa Kind.
33.
Hen fra de grønne Volde
De smilte til hans Hammer;
De havde Klippeskiolde
Og Spyd af Granestammer,
Gud Thor gik uforfærdet
Afsted med sine Mænd,
De Jetter hæved Sværdet,
Men sænkte det igien.
34.
Det Jettespyd hin lange,
Som Tialfe trolig bar,
Den Gud da monne fange
Alt med sin Kraft saa svar.
Hardt det mod Porten stevned,
Saa det i Bierget klang;
Da brat de Bolte revned,
Med Gny den Port opsprang.
35.
Da monne Rosga skielve,
Hun fandt sig i et Huus,
Hvor Klipper høit mon hvælve,
Og skiulte Dagens Lius.
En Væg af Marmor hvide
Stod for dem blank og blot,
Der finge de at vide,
Var Utgardlokes Slot.
36.
Udi den hvide Bolig
Ei skinte mindste Sol;
Der sad den Høvding rolig
I steenudhugne Stol,
Omkring den Drot hin svare,
Som der saa trøstig sad,
Stod udi Harnisk klare
En treleds Kæmpe-Rad.
37.
Thor monne paa ham stirre,
Den stærke Gud, saa trygt;
Han saae hans Læbe dirre
Af underkuet Frygt.
Han rørte ei en Sene,
Han var som Marmor graa;
Med røde Ædilstene
Paa Asathor han saae.
38.
Udi den dybe Hule
Der var stort Mørk’ og Qvalm.
Han slog mod Skioldets Bule
Alt med sin Kiølv af Malm,
Da lyste Biergets Kløfter
Med Sølv og røden Guld.
Ild giennem dybe Grøfter
Sprang frem af sorten Muld.
39.
Alt ved de stærke Fakler
Den Drot da talde saa:
Du seer, at Loftet vakler,
Thi er det bedst at gaae.
Sit Blik Gud Thor da hæved,
Da han de Ord fornam;
Han saae en Klippe bæved,
Og vilde knuse ham.
40.
Han sagde: Det maa synke,
Som ei kan hæve sig;
Du skalst mig ikke ynke,
Hvis Stenen dræber mig.
Den Klods med megen Vælde
Da faldt fra høien Kløft
Ned i de hule Fielde —
Og fyldte Gulvets Grøft.
41.
Da aabned sig en Laage
I Biergets Side stor;
En hvid og døsig Taage
Ud af sit Giemme foer.
Den monne rundtom fare
Udi en Bølgedands,
Omkring den Asa-Skare
Den lagde sig i Krands.
42.
Da smilte Gudens Læbe,
Han saae paa Jetten stift;
Dit Field mig ei kan dræbe,
Og heller ei din Gift.
Valhalla jeg forlader,
Jeg er sædvanlig tryg,
As-Odin er min Fader,
Min Moder kaldes Fryg.
43.
Da svared brat behænde
Den fule Utgards Drot:
Jeg veed vel, til hvad Ende
Du kommer i mit Slot.
Jeg veed, fra hvem du stammer
I lysen Klædebon,
Dog skrækker ei den Hammer
Du har udi din Haand.
44.
Du til din Styrke sætter
For stor og dristig Lid.
Husk Jetterne er Jetter!
Og det fra Arilds Tid.
Før Aserne de leved
Med megen Vælde stor,
Da ikke tænkt var blevet
Paa Miølner og paa Thor.
45.
Ved Verdens første Tide,
Før nogen Lyset saae,
Var Gab i Afgrund vide,
Men endnu intet Straa.
Mod Norden Iis og Taage
Da laae i Niffelhiem,
Fra Muspels sydre Laage
Foer Ild og Gnister frem.
46.
Da mødtes Hedens Vinde
Med Rimfrost i den Grav.
De blandte sig derinde,
Og der blev Draaber af.
Ild monne Kulden dæmpe
Og Kulden atter Ild.
Deraf fremstod en Kæmpe,
Den stærke Ymer vild.
47.
Han blev en vældig Fader
Til alle Troldes Æt,
Som nu i Biergets Rader
Med megen Kraft er sæt.
Var da ei til din Kerre,
Som nu saa stolt du seer.
Da svared Tialfes Herre:
Lad mig kundgiøre meer!
48.
Jeg skal dig vist giengielde,
Fortælle Sagnet troe:
Da, ved Alfaudurs Vælde
Blev til Audumble Ko.
Hun slikked Rim af Stene,
Da sprang vor Stamme god
Af kolden Kraft ei ene
Men og af Kiød og Blod.
49.
I kolde stille Kræfter,
Sig blandte rørigt Liv;
Da Bure blev; derefter
Blev Bør, han tog en Viv
Af Eders Kæmpestamme,
Heel skiøn og mild at see,
Deraf sprang frem i Flamme
Gud Odin, Vil’ og Vee.
50.
Hvad hele Verden aatte
Udi sit dunkle Hiem,
Sig sammenhobe maatte,
For os at bringe frem.
Først mangen Egestamme
Maa voxe, hugges smaae,
Før der med liflig Flamme
En Alterild kan staae.
51.
Derfor, o sorte Jetter!
Saae I først Lyset her.
De første As-Idrætter
Var den, at knuse Jer.
Vi Ymer snart mon dæmpe,
Han ei vor Kraft modstod,
Da hver en Jettekæmpe
Flux drukned i hans Blod.
52.
Vi kasted ned med Torden
Hans Krop i Svælgets Grav,
Deraf vi skabte Jorden,
Af Blodet Jordens Hav.
Udaf hans Been, de fierne
Bierge, med megen Gru;
Skyerne af hans Hierne;
Der drømmer den endnu.
53.
Hans tykke Øienbryne
Blev sat i mangen Rad;
Deraf blev snart tilsyne
Den store Midgards Stad;
Hans hvælvet høie Pande
Vi spændte ud derpaa,
Da Himlen mon opstande;
Den farved Freya blaa.
54.
Med Muspelheimske Gnister
Vi pryded den i Hast;
Nu Stiernen aldrig mister
Sit lyse Straalekast.
Udi sin Glands hin klare
Den høit paa Himlen staaer,
Mens Asers stolte Skare
Paa den med Fødder gaaer.
55.
Vi tvende Træer mon fælde,
Alt ved hin store Sø;
Da blev ved Guders Vælde
En Svend, dertil en Mø.
Den Svend frem monne komme
Af Egens Bul saa kiek;
Møen den hulde Blomme
Sprang af en Rosenhæk.
56.
Askur og Embla klare,
Blev ikke lidet glad,
Da vi dem hen lod fare
Til Midgards store Stad.
Vel alle Jordens Hære
Sprang frem af deres Rod,
Som nu os Guder ære
Med Ild og Offerblod.
57.
Det Sagn er vel i Minde;
I Jetters Nederlag
Bergelmer med sin Qvinde
Kun undkom paa et Vrag.
Fra dem allene stammer
Du med din Kæmpeæt,
Som nu blandt Malm og Flammer
I Biergets Dyb er sæt.
58.
Til disse mørke Sale,
Vi bragte Eder hid,
Hvad har du der at prale
Om ældre Fødselstid?
Af Aser overvundet
Med alt dit Kogleri,
Est du til Fieldet bundet,
Og kun om Natten fri.
59.
Men ret som Ukrud vilde
Udbreder sig heel snart,
Saa gaaer det ogsaa ilde
Med Eders Kæmpeart;
Mod Asers Hær hin faste
I atter prøver paa
Jer dristig at formaste;
Men det skal ilde gaae.
60.
Ei nok at I fordærve
Den vakre Askurs Æt,
Og mangt et Rov erhverve
Ved skammelig Idræt,
Men selv de Altre faste,
Som staae for Valhals Gud,
I vover at kuldkaste,
Og slukke voldsomt ud.
61.
Derfor fra Odins Rige
Jeg kommen er herned,
For dig, o Trold! at sige,
At jeg din Trædskhed veed,
At Valhals Herre mægter,
Blot ved et Ord saa brat,
De Jothunheimske Slægter
Vel at fordærve plat.
62.
Thors Blik stod høit i Lue,
Ved disse strænge Ord,
Han var heel skiøn at skue,
Den stærke Asathor.
De gyldne Plader lyste,
Høit paa hans hvalte Bryst,
I Løn hver Jothun gyste.
Han stod saa rolig, trøst.
63.
Taus i de vilde Flammer
Han skued nær og fiern;
Han løfted op sin Hammer,
Saa tung, af drevet Jern,
Ned giennem Fieldet dandsed
En sølvklar Klippebæk,
Den ved hans Fødder standsed
Forstummende af Skræk.
64.
Da sagde Jetten fage,
Den feige Utgards Drot:
Jeg lader dig ei drage
I Vrede fra mit Slot.
Du skalst din Fod her fæste,
Endnu en stakket Tid.
Jeg vil dig venligt gieste,
Da du est kommen hid.
65.
Vi vil alt uden Vrede,
Naar Ingen meer er træt,
En Leeg her tilberede,
Som sømmer Heltes Æt,
Saa kan vi uden Harme
See udi Kampens Lyst,
Hvo der har stærke Arme,
Og mandigt Kæmpebryst.
66.
Sit Ja til denne Tale
Gav Thor med villig Hu.
I guldbesprængte Sale
Dem Drotten førte nu,
Et Bord af Marmor hugget,
Stod der paa gyldne Been.
Da blev heel svarlig drukket
Af huul Karfunkelsteen.
67.
Da toned Kildevældet,
Alt Sølv i Bierget klang.
Høit Stormen lød i Fieldet.
Det var en sælsom Sang.
Gud Thor ved Rosgas Side,
Samt Tialf og Loke fro,
Sadd’ udi Salen vide;
Heel lysteligt man loe.