Her seer I nu et gotisk Kammer!
Det svage Lys i Natten flammer;
Ved Bordet sidder en gejstlig Mand;
Med Haand til Kinden grubler han.
Pergamenter af Alder graa,
Gamle Skjolde med Skrifter paa,
Træbark, halvudslukte Siffer,
Stene med Runer og Hieroglyffer, —
Ting af mere Værd, end I troer,
Ligger omkring paa det store Bord.
Han stirrer i den vide Natur,
Fra Vindvet paa den tykke Muur;
Han skuer i Naturen, den høje,
Den ædle Mand, med kraftigt Øje,
Og skuer til den straalende Top,
Hvorfra vi sank og igjen skal op.
Saa griber han Pennen i sin Haand,
At indgyde Nutid Oltids Aand!
De adspredte Sange han forvandler
Til et gotisk Epos, som lever og handler.
Tak være den gamle Kanonikus!
Han hedder Saxe Grammatikus.
