Jesu Lære
Den gamle Skov taler giennem Hornet
Den gamle Skov taler giennem Hornet
Lad mine dunkle, bølgende, grønne Kroner
Vinke dig bort fra Larm og bedøvende Toner!
Toner ene fra Fuglens uskyldige Strube
Trylle dig i min alvorlige, hvælvede Grube!
Hviskende Hæk,
Køligthenrislende Bæk
Surre, som fromme Bi fra den eensomme Kube!
Siger den Gysen, som ryster de inderste Grene,
Medens du vanker her stille, modløs, ene,
Siger den ei dig, at Livet er meer end en Skygge?
Lærer du Tryghed ei af de Stammer saa trygge?
Saa, som de staaer,
Stode de hundrede Aar,
Vente nu roligt paa Døden i dæmrende Skygge.
Glem da nu her for din Nødtørst et Øieblik Sorgen,
Tænk ei med Ængsten i Dag paa den Dag i Morgen!
Denne Hvælving, mod Himlens kun trang og liden,
Fierner dig dog med sit Løv fra Rummet og Tiden.
Sæt dig i Læ
Under mit venlige Træ!
Sæt dig! Du har jo Violer og Roser ved Siden.
Seer du ei Spurven hisset saa muntert at hoppe,
Qviddrende høit, i de øverste, farligste Toppe?
Den er rolig, dens Bryst ingen Sorger beklemme;
Frygter ei for at falde, Gud kan den ei glemme.
Det er dens Trøst,
Det gyder Ro i dens Bryst,
Fattige Fugl, som den er, uden Skiønhed og Stemme.
Den er rolig, og du? du er angest og bange?
Frels dig, frimodige Siæl! vær ei Kummerens Fange.
Seer du den Dal, som hist giennem Træerne bryder?
Seer du, hvor Lilier og Græs og Violer den pryder?
Ikke de saae,
Ikke til Høsten de gaae,
Dog deres himmelske Fader dem klæder og fryder.
Skulde han dig da, sit Billed, ei fryde og klæde?
Skam dig, vist Taaren af Øiet, byt Kummer med Glæde!
Hør paa den rislende Bæk, hvor melodisk den falder,
Hør paa de Smaafugles Sang i den kiærlige Alder,
Ætherens Blink,
Blomsternes barnlige Vink;
Hør det, og see! Det er Gud, det er Herren, som kalder.
Lad ei den modløse Sløvhed din Styrke forhaane!
See mine Træer, som høit over Biergene skraane:
Flittige Biergmænd der Saltet af Gruberne bryde,
At med sin Smag og sin Kraft det kan Mennesket fryde.
Hvad er det Alt,
Siæl! mod dit herligste Salt?
Taber det Kraften, ak! hvad er da lifligt at nyde?
Lad ei dit indre Lys af Taager indhylles!
Natten kun sortner, at Stjernen kan mere forgyldes.
Seer du det mørkt omkring dig, velan! ei du gyse!
Hæv da din Aand, lad som Solen paa Himlen den lyse!
Høit paa det Blaa
Kiæk lad den varmende staae,
At ei i dæmrende Nat dine Brødre skal fryse.
Aldrig de smaalige Sysler mod Jorden dig bøie,
Vend til de store Bedrifter dit undrende Øie!
Kummer og Armod og Qval ei din Taare kun vinde,
Ogsaa ved Livets uskyldige Leg bør den rinde,
Vindenes Suk,
Blomsternes vinkende Buk,
Pigernes salige Smiil, og ved Tidernes Minde.
Ringe Dyders Fortræflighed op du ei læse,
Ei for hver given Skierv i Basuner du blæse!
Mærker du Regnen, hvor køligt og sødt den nedfalder?
Venlig til Live dens Perle Smaablomsterne kalder,
Taler dog ei,
Tier, og drager sin Vei.
Raab over Sligt er Beviis kun paa dybtsiunkne Alder.
Vil med din Gud du dig inderligt, trofast forene,
Sælg da dit Huus, thi med ham kan du Mammon ei tiene.
Seer du Oldingen hist, hvor hans Fødder sig flytte
Langsomt og fromt? Hans Hænder til Staven sig støtte.
Ryggesløs Larm,
Frækhed har saaret hans Barm,
Gammel og graa har han bygt sig i Skoven en Hytte.
Du, som er ung, som er kiæk, som er freidig til Mode,
Flygt ei til Skoven, drag Sværdet, og kæmp for det Gode!
Tilgiv din Næste, naar du kun fornærmet er vorden;
Men vær det Nedriges Rædsel, en Hevner paa Jorden!
Luften er qvalm,
Bortsvier Blomsten til Halm;
Da kommer, luttrende, rensende, Lynild og Torden.
Kiærlige Siæl! ak, lad min Natur dig henrive.
Luk dine Øine for Tant, og lad lukte dem blive;
Men lad med Andagt, med brændende Andagt dem skue
Dybt i Alkiærligheds evige, straalende Lue!
Da skal din Aand
Bryde sit jordiske Baand,
Svinge sig høit imod Himlenes hvælvede Bue.
Elskte! den Løn, som dig venter, den salige Glæde
Kan ingen Tunge, kan ikke Naturen udqvæde.
Bølgernes dæmpede Rislen og Fuglenes Tone,
Hyrdernes Viser og Vinden i Bladenes Krone,
Alt er kun Klang,
Enkelte Lyd af den Sang,
Som af Cheruberne synges om Skaberens Throne.