Før jeg dig saa, du eneste, jeg sang
barnlig og glad, som Fugl, naar Solen stiger,
som Bækken gaar sin muntre Rislegang
og ved ej selv, den dybt mod Havet higer.
Der var ej Vemod, Længsler, Sukke ej
saa lidt som Drømme, flyvende og fagre,
de brød sig altid over Læben Vej
og kunde bort i Sang og Toner flagre.
— —
Du gav mig mer end Toner, hvor Drøm og Anen gror,
du gav mig Livets Lykke, den eneste, jeg kender. —
Du tog mig i din Favn — den Lykke har ej Ord,
døbt i saa hede Kys og Graad, som Kinden brænder.
Du, elskede, alene gav mig, hvad Sorg jeg led,
den raader i mit Hjerte, fra vi to maatte skilles.
Og stum og stor som Lykken er Sorgen, jeg nu ved,
for ikke er der Ord eller Klang, hvori den stilles. —