De sidde alle paa Verandatrappen
og tale saa stilfærdig kønt om Maanen
og Hjertets Aftenfred og Himlens Blaanen
— og svøbe sig lidt gysende i Kappen.
Mit Hjerte skriger, mens jeg sidder stum,
imod jer Ro. De tamme Dyds-Principper;
bort fra hvis snævre Baas I aldrig slipper,
har for mit Hjertes Higen intet Rum.
Jeg kender ikke Fred, saa hedt jeg længes,
om al min Tanke dine Øjne skinner,
jeg bliver ør af Savn og søde Minder,
og af saa vild en Ve mit Hjerte flænges.
— Jeg vil gaa ene ud i Havens Gange.
Der suser Birken i den høje Nat,
og Luften skælver end af Fuglesange,
og Søens Dyb er sælsom sort og glat —
Ensom ved Bredden Natviolen stod.
Jeg maatte hviske, mens jeg Blomsten kyssed,
— med Stjernelys og Duggraad var den drysset
og dufted sødt fortrolig mig imod —
blot hviske, mens den vugged paa sin Stængel,
min Længsel — og hvor dine Øjne skinner
om al min Tanke, ør af Savn og Minder —
men se, da skjalv den paa sin høje Stængel.
og aanded ud sin Sjæl i Dufte søde,
i Balsamdufte — dræbt af Angst og Fryd
den al sin Blomstring over Jorden strøede.
Nu maa mit Hjerte, ensomt uden Lyd,
flænget af Sorg og Længsel sig forbløde.