Gik jeg ud i sildig Kvæld
over øde Enge.
Under Pilens Sørgehæld
dvælede jeg længe.
Solens purpurrøde Blod
randt i Vesterlide,
men fra Havets fjerne Flod
saa jeg Natten skride.
Som et Taagevæld den kom
tavs med Vinger hvide,
medens mange Vindes Flom
mødtes for at stride.
Stormen jog, og Taagen drog
Mulm, hvor Lyset straaled;
langsomt, langsomt Natten tog
fra mig Solfaldsbaalet.
Misted jeg en lysskær Drøm
under Nattekviden —
Den gled bort i Taagens Strøm,
kom ej mere siden.