Dybt i graa Novemberskove
fòr vi vild ved Aftentide.
Taagen væltede sin hvide,
klamme Vove
mod os som et Dødninggus
i de graa Novemberskove. —
Over Græssets grønne Virke
daled ned et Bladebrus
fra de nøgne, bange Birke.
Og vi følte høje Svampe
under vore Fødder vige,
mens hver gul Ranunkellampe
krymped sine Kroneflige.
Fra de mørke Grenegrotter
kom vi til en aaben Plet,
hvor der bugted sig et Net
kulsort Bundvand mellem Totter
vissent Siv, som sagte knitred.
Rundtom gitred
knudret-stærke Egearme
for de løndomsdybe Skove;
og i deres Vuggekarme
saa vi tavse Fugle sove.
Se, da steg en Sø af Luer,
sælsomt klare, hvor vi stod,
bølged ud fra alle Tuer,
bobled op om Ellerod.
Purpurblaa og fosforblege
Fimretraades snare Spil —
Tæt og hastigt faldt og stege
Kilder af en hellig Ild.
Over Ve og Vintervaade,
gennem lange Fraværsstunder
lvser dette Aftenunder.
Som et Væv af skjulte Traade
det forbinder vore Sjæle —
Drøm, for hvilken vore Tanker
tyst i Mindeandagt knæle —
Streng af mægtig Sympati,
under Stjerner straalet vaagen, —
— medens Taagen
vejrede sin hvide Vove
bort bag graa Novemberskove.