Nu slukkes de purpurne Lysfald hist
mellem Lundens skælvende Træer;
nu blegner den Glans af blodrød Rust,
som skred over Vesthimlens Bræer.
Se, Næsset histude er hyllet i Dis,
i blaalig Ellesagnsluft;
og Aftenens kølige Fralandsbris
er sød af Skovenges Duft.
Bølgerne gaa med klingende Klunk
under den sandgule Kyst,
og Vandenes rosenskimre Prunk
bryder sig mod mit Bryst.
Dybets hvide Skumliljeflor
det drager, det vinker til Havs —
Hvad underlig Gaade mon ude bor,
hvor Nattaagen vokser saa tavs?