Nu blegner i Aftenstunden
den sidste Solguldsstrime,
og Fiskeskarer stime
ned til en Tangskov paa Bunden.
Paa den azurblaa Himmel
gaa Skyer som hvide Fnug,
og hver en græsfin Strimmel
er tung af glimtende Dug.
Fra alle Blomsterkummer
stiger og strømmer Duften —
Al Dagens Larm forstummer,
det suser lindt i Luften,
suser som sagte Sange
i den kobberløvede Løn,
suser mod dig en bange,
skumringsskælvende Bøn.