Naar den kommer, den Stund,
da jeg længes mod Ro,
kender jeg nede paa Havsens Bund
et Havmands-Bo.
Der hvide og skøre Isblomster gro,
og de skal slukke mit Øjes Brand,
naar engang det bliver sygt og træt,
fordi det har alle sine Taarer grædt.
Og under det dybe, blanke Vand
et Væld af Toner gaar.
Saa klart og højt de klinge,
at naar de imod Øret slaar,
da maa det springe.
For hver en Smerte og hver en Harm
skal jeg dernede befries;
thi ved den Havmands kolde Barm
stivner Hjertet til Is.