Saa tager vi To hinanden ved Haand,
hans Barn, mit Barn — Soldatens Søn;
det er min Tur nu til at kæmpe.
Mig, der skal binde hans Fremtids Baand,
mig, der skal vinde ham Kampens Løn
med min Sjæls Mod — og alle mit Hjertes
dyreste Kræfter.
Vi gaar vor Gang over Livets Bro,
stille, Barn, vi To;
og staar der ved Aften Blod i min Sko,
hvad gør det, naar blot min Sjæl kan tro,
at min Gang vilde gøre ham Glæde.
At kunde han komme og sidde nu
ved vor Side,
se den Have, han planted,
bære saa fagert Flor,
dig, din Vækst, din Glæde,
gro af min Smertes Jord — —
saa var hans Smil det samme,
som i vor Sommers Grøde;
saa var hans Blik den samme
Solskinsflamme,
som lod min Sjæl een Gang i Vaarens
Løvsprings-Lykke gløde,
— og som i Dag, efter en Ørkens Øde,
gør mine blødende Saar
til Hjertets Roser røde.