Underligt stille og dødt i min Have i Aar.
Henne ved Rosenbusken et ensomt Dukkehus staar.
Edderkoppen, der spinder fra Blad til Blad,
sidder derinde i Sofaen — tryg og glad.
Ved jo, at frit den kan entre det hele Palads
Ingen vil jage den bort fra dens Hædersplads.
Intet Par glade Øjne vil spejde derind;
intet Par travle Smaahænder forfølge dens Spind.
Tromme — lig ikke derhenne og glo, hvor jeg gaar.
Ingen smaa, solbrune Hænder er her i Aar,
som vil dig røre. Og du, Gyngehest, ti.
Ingen vrinsker omkap. Staa stille. Det er forbi.
Mis, Mis, graa Kat — hvor er de glade Børn?
Krigen har hvirvlet dem bort herfra, i en Vanvids-Tørn.
Skæbnen er over os. Alle er vi i Krigens Vold.
Bære vor Byrde maa vi. Hvor Livets Haand er kold.
. . . . Hvide Barnevogn, se, jeg vil Øjnene lukke.
Ikke kigge ind i din tomme Favn.
Langt herfra, i et andet Land, staar min lille Vugge
Over de tusinde Mile hviskes et Spædbarns Navn.
Nu har jeg prøvet at bo paa en øde Ø.
Stjernerne sluktes. Jeg ved, at selve Solen maa dø.
Her vil jeg sidde og vente det dræbende Hug.
Blomstrende Have. Hvor var du dog eengang smuk.