Hun:
Hvor man er To, der sætter Værn
af Hjerters Ild og Viljers Jærn
omkring et Maal, der ejer Livets Evne,
der vil det, maa det imod Sejren stævne.
Hvor man er To om samme Lod,
dér taber Døden selv sin Brod.
Og Livets Lavhed, bedsk som Blod at friste,
kan bæres: man kan ej hinanden miste.
Og var man To om Dagens Strid,
og To om Tro paa Sejrens Tid,
da bæres let, som Blomst fra Edens Have,
hvert Saar, som Dagens Byrde grumt kan gnave.