Se, Solen har sænket
sit smilende Øje
og vandret til Ende
sin dagslyse Gang —
saa stille den bøjer
mod Aasenes Rande
sin straalende Pande,
med Gyldenmors Hang.
Vidt, vidt den udspreder
sin mægtige Vifte
af strømmende Straaler
i voksende Væld — —
og favner dem, alle
de gravtunge Graner,
de tause Titaner,
som sukker mod Kveld.
Og over de store,
alvorlige Aaser,
dér luer snart Skæret
fra Solgudens Skjold —
men fagrest det funkler,
og gavmildest skænker,
hvor Glansen det sænker
mod Tonsaasens Vold.
Der rødmer de, alle
de Lyngblomster fine
og sænker de Klokker
mod Myrbundens Favn —
saa stille de kimer
en Hilsen, den sidste,
til Solen — og briste
i Duggraad — i Savn — —
Men Tjernet, der ligger
og spejler dem alle,
og favner hver vingelet,
rosenrød Sky,
det ser imod Solen,
det blinker med Øjet,
og hvisker fornøjet:
„Snart gaar det mod Gry!”
Men Heiloen fløjter
Godnat fra’sin Tue,
og gemmer sit Hoved
i Dværgbirkens Skød;
og alle de fine
Smaablomster derhenne
om Tjernet, opsende
en Dufttaage sød.
Men Soløjet synker —
og Dampene stiger
og hyller i Sølvmor
den Solnedgangsfest;
— de véd, at naar snart de
det Taagelin letter,
Dronning Sommernat sætter
sig højt til Gæst — —
— Nu mørkner de tause,
alvorlige Aaser,
til sorte de stiger
fra Dalbundens Favn — —
og hen over Tonsaasen
Skærene briste — —
eet endnu — det sidste
fra Solgudens Bavn.