Ned bag de mørknende Fjelde,
som toner langt ind over Landet,
synker Solen. Dens Straaler staar
som Flammesværd over Vandet.
Havet længes mod Mørke.
Mod Nattens kølige Drømme,
naar paa hver vuggende Bølges Spejl
de sidste Aftenskær svømme — —
Naar hvert et Pust, hvert et Livstegn
svandt med de guldklare Taager,
og kun paa Bølgernes Vugge blød
gynge de sovende Maager — —
Da breder Havet sin Bringe
ud i den frieste Hvile,
henter et bølgende Aandedrag,
mens tusinde Stjerner smile —
synker saa hen i Drømme, f
som Maaneskinsglansen forgylder, I
— indtil den dødstause, dybe Nat £
sin Kaabe omkring den hyller.
Og medens Bølgernes Vuggesang
mumlende ganger til Hvile,
lukker Havet sit store Blik,
— men Stjernerne vaage og smile — —