De Skrig, de Skrig igennem Nattemulmet:
»Der siver giftig Os langs Jordens Rund,
fra Evighed har Hadets Luer ulmet,
vi er fortabt i Kval, for Gud er ond.«
— Da hjerteangst jeg greb mig for i Mulmet,
dit hvide Bryst er mig imødesvulmet.
Saa højt du spændte de to unge Buer,
saa dristigt sang det i dit sunde Blod.
Lad Tvivlen grunde Hus paa Dødens Tuer,
saalænge Troen paa, at Gud er god,
trodsende alt, der klager og der truer,
bæres af disse Livets stærke Buer.