De siger mig, man vil kede sig
ihjel i det evige Liv.
Nu vil jeg tage min Stok i Haand
og gaa til Blomster og Siv.
Nu vil jeg tage min Stok i Haand
og gaa til Fugle og Dyr,
og jeg vil ende min Vandring hos
mit levende Eventyr.
Sig mig det, legende Tusindfryd,
sig mig det, rokkende Siv,
tror I, at I vilde kede jer
ihjel i det evige Liv?
»Tusinde Aar og maaske lidt mer
kunde vi danse i Flok
Foraaret ind over Bondens Mark,
men mon det saa ikke var nok?
Tusinde Aar i den gyngende Vind
mellem nynnende Bølgers Spil
kunde jeg drømme og drømme mig bort,
men mon det saa ikke slog til?«
Skovduen klapred med Vingen og lo:
»Et halvt Tusind Aar gaar an,
mere behøver jeg ikke for
at kunne alt, hvad jeg kan.«
Grævlingen grynted ved Egens Rod
og skuttede sig i sit Kluns:
»Et Par Aarhundred er nok til mig,
saa kan jeg min Grav til Bunds.«
Atter stødte jeg Stav i Jord
og hen til min Pige gik,
kom, som hun sad og læste i
en gammel fransk Grammatik.
»Først skal jeg bruge et halvt hundred Aar
blot til accent circonflexe.
Derefter mere end hundred Aar
studere Romernes lex.
Fem hundred Aar til at sætte mig ind
i Sommerfuglenes Leg.
Tusinde Aar og tusinde til
til at følge Svanernes Vej.
Titusind Aar til et Studium
af Moses’ Succes paa Jord.
Hundrede tusinde Aar til en kort
Passiar med Brødrene Bohr.
Og siden« — hun gav mig sin faste Haand
midt mellem Alvor og Leg —
»saa skal jeg vel bruge en lille Tid
til ogsaa at snakke med dig.«