Kaj Munk (1898–1944)

Aah, Dreng, du skal gi’ mig din Mund til Kys!

hvor smager paa Tungen mig frisk dit Navn!

Du er som en farende Blæst til Søs;

saa jag mig og fang mig og for mig i Havn,

ja, bær mig i Løb til dit Kammer, Ven,

og sviml mig der i din Elskov hen,

der flammende stærk og læskende fin

er mere liflig end lifligst Vin.

Hvor stolt jeg er af min brune Krop,

som Sol har kysset paa Bølgetop.

De lo, mine Brødre: Pokker bli’r løs,

naar han ser, du er blevet en Negertos!

Men jeg lo tilbage: Min Urtegaard

vil dobbelt han elske, som her den staar

frit aaben for Sol og for Somrens Blæst

— som for ham, dens Herre og kære Gæst.

Du er den sødeste Pigelil,

der er i den hele Alverden til.

Og aldrig blev bygget en Vogn af Staal,

hvis Hestekræfter stod mindste Maal

med Længslens Styrke, der Dag og Nat

henrykkende ta’r mine Tanker fat.

I Drømme jeg ser dine Kinder, din Mund,

og mit Hjerte træder sin Speeder i Bund.

Du er mig, Pige, et Under stort.

Natur og Kunst har dig fuldkommengjort.

Den Smule Rouge, du har lagt med Smag,

gør Morgenkinden til solklar Dag;

der staar omkring dig en vaarfrisk Luft,

somm’ret af Eau de Colognens Duft.

Du er saa sikker, saa stærk, saa sund

og dog som Dansen i Elverlund.

Mit dyreste Smykke jeg altid bær

ved mine Bryster; saa gem dig der!

Du Kvinde af Kvinder, du Barn blandt Børn,

du er mig en Rose blandt idel Tjørn.

Du Dreng mellem Drenge, saa vid da nu,

et Æbletræ er blandt Skovtræer du!

hvor dejligt at hvile ved Træets Rod!

hvor er din Frugt for min Gane god!

Ja, giv mig Æbler! saa veg og myg,

jeg føler mig som af Elskov syg.

Hans venstre Haand bag min Nakke mild,

men højre knuger mig vred og vild.

Nej, slip mig! Hjælp mig, Veninder! Nej,

lad Elskov vækkes og vaagne ej,

før selv den vil det. — — Min Ven, min Ven,

du dræbte mig vist — aah, dræb mig igen.

Jeg har ligget og lyttet, nu hører jeg Trin.

De er sagtens en hel km borte,

lydløse, springende Fjed som af Hjorte,

men jeg ved, det er kæreste Gutten min.

Det skraber langs Muren, han famler sig frem,

saa pikker han — tænk, at han tør det! — paa Ruden;

nu kikker han ind. Men jeg ligger jo uden

at trække mit Vejr eller røre et Lem.

Lille Kærest, smut herhen,

vaagn og rejs dig, lad dig sige,

til din Ven du maa dig snige,

mine Arme er din Stige

ud i Maaneskinnets Rige.

Nu har Vintren maattet vige,

Vaaren spiller paa sin Gige;

du kan høre Viber skrige

saarede i søde Krige,

og langs Sti og Hegn og Dige

ser du Blomsterøjne kige

op mod Skyers gyldne Flige.

Alt maa mod hinanden hige.

Foraarspige uden Lige,

allerpigeligste Pige,

du maa komme, lad dig sige,

du maa komme til din Ven.

Jeg sov, men mit Hjerte vaaged; jeg hørte min Elskede banke:

»Luk op, min Søster, Veninde, min rene, min eneste Tanke!

skal her med Dugg paa mit Hoved og Regnstænk i Haaret jeg staa?«

Men jeg har jo lagt min Kjole, skal saa paany ta’ den paa!

og vasket jeg har mine Fødder, saa smudser jeg dem jo igen.

Da vinked igennem Vindvet herind med Haanden min Ven.

Et Væld modstridende Tanker brød over ham op i mit Sind.

Saa rejste jeg mig for at lukke ham, min Elskede, ind.

Jeg greb i Hast min Parfume at dulme Sveden, der randt

mig ned ad de skælvende Fingre, da Dørens Haandtag de fandt.

Saa aabnede jeg for min Elskte — og saa var han gaaet sin Vej.

Nu havde hans Bøn bestemt mig, saa frem jeg var traadt — o nej!

Jeg maatte da ud for at lede, men intetsteds blev jeg ham var;

jeg raabte og kaldte paa ham, men ikke gav han mig Svar.

Betjentene glaned paa mig, en af dem loved mig Stryg,

og Nattesværmerne pifted — jeg løb kun, kærlighedssyg.

Da sent jeg vakled tilbage — o Lykke som aldrig for:

den Mand, der betyder mig Livet, stod ventende bleg i min Dør.

Hvad volder vel, at jeg dig saadan elsker?

fordi, fordi der ingen er som du.

Din Nærhed gør paa en Gang Hjertet kvinde-

uroligt og gør barnetryg i Hu.

Ravnsorte Lokker om din strenge Pande,

som mælkehvide Duer blidt dit Blik;

i Smilets Blomsterbed paa dine Kinder

min lille Haand en Tur sig ofte gik.

Saa krydderstærk den Duft fra dine Læber;

fyndige dine Hænder som Metal;

elfenbenshvid din Bringe, Ben og Fødder

hugne af Marmor i en Kunstners Hal.

Som Fyrreskovens Susen er din Stemme;

din Tunge rig paa Sødme som paa Salt;

saa rank som Bog ved Sundet er din Holdning;

besejrende Tillokkelse dit Alt.

Hvor er du smuk! hvor elsker jeg dig, Pige,

som koglende du dybt i Sjælen stirrer mig

og gemmer dig endnu bag Silkens Flige.

Vend dine Øjne fra mig, de forvirrer mig.

Du tøver med at kaste Puppen, stedt i

Forvandlingsangst, vil helst, at jeg befaler,

snor dig saa ud og flyver til mig, klædt i

din lette Rødmen og de smaa Sandaler.

Hil, at du Skyen sprængte, Morgenstjerne!

Om alt, hvad Jorden ved af rigt, du minder mig,

en Kongestad, hvis Taarne i det fjerne

fra Kirke, Borg og Fængsel blinder mig,

Urskovens Mulm og Glans fra Naadestolen,

en fjendtlig Hær, hvis Bannertegn er Døden.

Saa mild som Maanen og saa stærk som Solen,

nyvaagen, skyløs ren som Morgenrøden.

Jeg klapped Gedekiddets Fløjelsside,

mer blødt dit Haar dog risler gennem Hænder mig.

Og jeg saa Lam fra Tvætning gaa snehvide,

men mere hvide blænder dine Tænder mig.

Dit Ansigts Tempel! Næsens lille, kønne,

dristige Udkikstaarn. Hvem aner Bunden

i dine Øjnes gaadedybe Brønde?

Mig gælder Altrets Offerild paa Munden.

Vend dig, o Sulamit, og vend dig atter!

aah, giv mig Evigheden til at skue dig.

Lykke og Kvide! eet er Graad og Latter.

Omsveb nu med dit Væsens Løndoms Lue mig!

Omslyng mig, Ranke! dine Klasers Stilke

griber jeg om, min første Vin jeg høster.

To Raakid, sky og sprællende og Silke —

dér fanged mine Hænder dine Bryster.

Nu brister hvad der lænked mig herneden,

nu brister alle Tids og Rums Fortøjninger.

Paa Kyssets Meteor mod Evigheden

jeg bruser frem ad hede Bølgebøjninger,

din Ryg, din Hals, din Skulder og din Strube,

de to smaa brune Kid i Barmens Klynge

af hvide Liljer og den dunkle Grube

i Mavens glittergyldne Hvededynge.

Saa vil vi følges ud i Haven nøgne,

gaa Haand i Haand, mens Duggen svale kysser os,

standse og se hinanden dybt i Øjne,

hvor kyske Æbleblomster overdrysser os.

Aah, Elskov, stærk som Døden er din Vildhed.

Lyn af Guds Ild — og Solskin fra hans Kærte:

saa stærk som Livet selv din Morgenstilhed,

og nytændt leger Livet ved dit Hjerte.