I Danmark bor den stride Vind,
vort Aar er gennemblødt af Regn.
Hvem er det, der bar bildt os ind,
vort Land er lagt i Solens Tegn?
Monstro det er de ferme Fyre,
der sørger for Hotelbrochure?
Det er kun Dogme for Turister,
at Blæst og Regnvejr altid trist er.
For vi, der bor i dette Land
og ikke er paa Rejse her,
os staar det danske Klima an,
vi elsker disse mange Vejr.
De Dage er saa faa som favre,
da Lokemanden saar sin Havre.
Men skøn er ogsaa Stormens Sang
og Regnens Læskekys i Vang.
Se Bondens Tag om Plovens Greb
i Foraarsblæst og Muldjords-em,
hans Heste strakt i deres Reb
med Skum for Muler, Sved fra Rem!
Og se om Bord vor Fiskers gæve,
bornhudede Bersærkernæve
i Slagsmaal mod Nord vest, hans Bror,
om Fiskegrejer, Sejl og Ror! —
Og Regn slaar ned, saa Vand slaar op
de Draaber styrter sig i Sø
med Ringedans af Hop i Hop.
Hvad andet ses saa festligt dø?
Skovbækken leger Niagara.
Saa løfter Regnbuen sin Tiara.
Det dufter af titusind Haab
fra Jorden under Himlens Daab.
Her kom du frisk af Søens Bad,
Smed Cyklen ved et Træ og lo.
Din Mund et dugget Rosenblad,
og dine Pigekinder to
paa eengang kølige og varme
af Regnens Kys og Blæstens Harme.
Hvor kæk, naar du tilbageslaar
med Nakkekast dit vaade Haar!
Men inde i den store By
der spurter de med Regnslag paa,
Kulør af Solfald og af Gry
opliver alle Gader graa.
Den lille Havfrue paa Cykel
et Eventur af Vand og Nikkel!
En til! og to! tre, fire, fem,
en Havfrustime lyner frem.
Ved Aftenstid, i Lygteskær
det funkler i Asfaltens Spejl.
De røde Lysreklamer der
er nok Vorherres eget Segl
i Lak paa det, at i Værdier
er selv en Storstad ej Forbier.
For Skønhed, der er gaaet tabt,
har Byen anden Skønhed skabt.
Se, Morgenstund har Vand i Mund.
Til Skole løber trip trip trip
om Kap med deres Næsetip
de smaa som om paa Havsens Bund
og naar i Hus med Bæk paa Skulder
og Kildespring i Smilehuller
og ryster deres Haar og Klæ’r
og synes, det er Mandfolkvejr.
Men hvis et umedgørligt Slud
gør alt for mange Dage graa,
saa tørner Vestenvinden ud
og fejer Himlen søndagsblaa.
Flak over Styret Ka’le tramper
sig hjem til Mor, hvor Kaffen damper.
En Smag som af et ekstra Smil
den faar af Modvind og af Mil.
Naar Verden over vi har Lov
for Pløjning har i Danmarks Egn,
saa skyldes det, at for vor Plov
gaar de to gode: Blæst og Regn.
For vi er ingen Drivhusstamme,
og det er evigt godt det samme.
Hvem kender vel til bedre Hest,
end Hoppen Regn, end Hingsten Blæst?