De bygger Høfder ved Vesterhavet,
de lidettalende jydske Mænd.
Saa meget Land har det Hav begravet,
at de fik lært nu at slaa igen.
De er kun smaa mod store Fjende,
men ved, de tjener for Livets Sag,
og derfor tør de mod En sig vende,
hvis Sejrsvej randes af Ørk og Vrag.
Han glatter efter med Silkeløfter
og smisker venligt et Sommerdøgn.
Men Jyllands Fiskere bygger Høfdør
og stoler ikke paa Solskinsløgn.
Da fnyser Afgrundens voldske Drage.
Men hvad der byggedes holder Stand.
Naar Havet trækker sig knust tilbage,
vi har for Øje genvundet Land.
Det lærte vi da i Sprøjt og Fraade,
det er vort Forsvar at slaa igen.
Vi lever ej paa Tyrannens Naade,
for vi er fri og vaagne Mænd.
Jo mere truende olmt han snøfter,
des mer vi byder ham aaben Trods.
Vi bygger Høfder, vi bygger Høfder
og ta’r igen, hvad han tog fra os.