Det gaar mod Aarets Ende.
Og spørger du, hvornaar
vort skønne Land var skønnest
i det hele lange Aar,
saa tænker jeg paa Solskin
og Lærker, naar det tøer,
paa Skovens milde Skønhed
den stille Dag, der dør,
en Vintermorgen solklar
og diamantbesat,
men mest vel paa Skærsommer
og den lyse, lyse Nat.
Men hvis jeg spørger Kirsten,
saa ved jeg hendes Svar:
Den bedste Dag i Aaret
det er Juleaften, Far.
Den bløde Skumring daler
saa dulmende, saa ømt.
I Kvæld er Verden næsten
som Gud den havde drømt.
Og Sneen falder stille,
som faldt den i dit Sind.
Det er Smaaengles Vinger,
der stryger blødt din Kind.
Men Malm fra Taarne runger
saa dybt og stort herned.
Det er Gud selv, der over
— sin Verden lyser Fred.
Og Mor har pyntet Træet,
saa Verdens bedste Ord
er her i Stuen hos os:
Fred og Gud og Mor.
Den danske Juleaften
er Aarets gyldne Stak.
Den samler alt og alle
i et eneste: Tak.
For alle milde Gaver,
for Prøvelser og Savn
Tak, Livets store Herre,
i Barnets lille Navn.