Hvor er den graa, Novemberdagen,
hvor graa og lav!
den slæber sig fra Gry til Aften
paa Krykkestav.
Hvor er den graa, Novemberdagen,
hvor graa og lav.
Hvor hurtig svandt den lyse Sommer!
hvor er den død!
dens hede Liv af Stemmers Jubel
og Farvers Glød!
hvor hurtigt svandt den lyse Sommer!
hvor er den død!
Er ogsaa Solen død og borte
for Evighed?
har denne Skumring for bestandig
sig sænket ned?
er selve Solen død og borte
for Evighed?
O, Tungsind om mig uden Maade
og uden Maal.
Snart skal det ogsaa synke sammen
mit Hjertes Baal.
O, Tungsind om mig uden Maade
og uden Maal.
Da — hør! da løsner sig fra Himlen
en sælsom Klang.
Det skinner — skinner hvidt derinde
i Taagens Fang.
Fem Svaner lysner frem og løfter
en Svanesang.
Er Dagen lav og trang og fattig,
o, Danmark, glem
dog aldrig, Himlens høje Svaner
fik dig til Hjem.
Er Dagen lav og trang og fattig,
saa lyt til dem.