Femte Scene.
(Felix træder ind, fulgt af Billo, der trækker ham i Kap-
pen for at holde ham tilbage.)
Billo (sagte til Felix).
Men Felix dog! Er I da gal og afsindig? Be-
tænk hvad I gjør! For Guds Skyld, min egen gode
Felix, hold dog Maade med Jer Lidenskab.
Felix.
Ha, slip mig, Billo! (afsides.) Nu, min Vrede, tving dig!
Lysander (til Alexander).
Her er Fyrstindens Page. Hvis I vil det,
Jeg ham Befaling gi’er til Jer at melde.
Alexander.
Vel, lad det skee, da dog det saa maa være.
Lysander (mødende Felix, der gaaer hen mod Alexander).
Hr. Ridder!
Min Hertug ønsker Adgang til Fyrstinden.
Felix.
Og jeg — jeg ønsker Adgang til Jer Hertug.
Lysander (træder tilside).
Den staaer Jer aaben.
Alexander.
Vil med mig I tale?
Billo (for sig).
Nu gaaer det løs! Mennesket er besat. Pf!
Pf! Felix — Felix!
Felix.
Min Hertug, ja! jeg har en Bøn til Eder,
Og haaber I opfylder den.
Alexander.
Siig frem!
Felix.
Maaskee det Eders Høihed er bekjendt,
At min Fyrstinde har igaar mig hævet
I Ridderstanden op.
Alexander.
Jeg veed det; ja.
Felix.
Saa uformodet nød jeg denne Ære,
At jeg en Ridders Rettigheder fik,
Før ret hans Pligter var bekjendte for mig.
Alexander.
Det hændes kan den Bedste. Mod og Kjækhed
Forlanges kun; det Andet følger efter.
Felix.
Og dog, min Hertug! allerede bøder
For denne Mangel jeg.
Alexander.
Hvordan?
Felix.
En Dame —
I smiler alt ved dette Ord ...
Alexander.
Nei, nei!
En rigtig Ridder altid har en Dame.
Felix.
En Dame, til hvis Ridder jeg er kaaret,
Ei blot af hende selv, men hvem mit Hjerte
Har lovet Huld og Tro i Liv og Død —
See, denne Dame har en anden Ridder,
I Alder og i Byrd langt over mig,
Bedraget, haanet, spottet og fornærmet.
Hvad er min Pligt nu her? Hvad Straf tilkommer
Fornærmeren? — Til Eder, høie Hertug,
Hvem Alle kalde Ridderskabets Pryd,
Jeg tyer om Svar paa disse tvende Spørgsmaal.
Lysander (afsides).
Hvad er hans Mening? Ha, jeg aner Uraad!
Naar blot min Hertug ikke gaaer i Fælden.
Billo (afsides).
Nei, han er reent forrykt! Hvad skal Enden
blive? Felix, Felix! — han hører ikke — Felix!
Alexander (efter et Øiebliks Betænkning).
Nu, Ridderskabets Lov er her ei tvivlsom.
Først er det Eders Pligt, at kræve Regnskab
Af den, som Eders Dame har fornærmet,
Og ham opfordre til at gjøre Afbigt,
Og give fuld Erstatning for sin Skyld.
Men enten nu han gjør det eller ikke,
Saa er ei Sagen dermed endt for Eder,
Hvis ikke Damen selv ham skjænker Naade.
Til Kamp paa Liv og Død I maa ham fordre,
Og ikke lade Kaarden hvile, førend
Han eller I har Evigheden seet.
Felix (træder pludselig to Skridt tilbage).
Der har I afsagt min og Eders Dom! —
Ha, falske Hertug! uden Tro og Love;
Som priser Ærens Lov paa samme Tid,
Som selv I bryder den: Viid, Damen er
Min egen Søster, min Felicia,
Hvem I har haanet, spottet og fornærmet.
Her staaer mit Vidne (peger paa Billo) og et andet Vidne
Er det, som taler nu fra Eders Øie,
Hvis Straale blegner hen for Sandheds Røst.
Men ved min Ære! I skal staae til Ansvar. —
Her kaster jeg min Handske! (kaster den) Er I Ridder
Saavel som I er Fyrste — tag den op!
Her drager jeg min Kaarde! (drager den) Liv og Ære
Jeg sætte vil paa denne Kaardespids;
Thi før skal Liv og Ære jeg forlise,
Før Staalet svigte skal min gode Sag.
Ha, drag Jert Sværd, hvis Ærens Lov I kjender!
Lysander (springer frem).
Alt nok Forvovne! — Ei for Jer, min Hertug,
Det sømmer sig, at tugte denne Dreng,
Hvis Tunge dynger Frækhed over Frækhed.
(Til Felix.)
Her er ei Sted til Fegtning og til Kamp;
Men følg mig, hvis dit Mod er lig din Tale.
Din Handske ta’er jeg op.
(Bukker sig, forat tage den.)
Alexander.
Nei, lad den ligge!
Ei nogen Dødelig foruden mig
Skal røre denne Handske.
Lysander.
Ædle Hertug! ...
Alexander.
Ei mindste Ord i denne Sag, Lysander.
Billo (der længe har staaet i Angst og Uvished, træder frem).
Eders Høihed! Eders hertugelige Naade! Tillad
mig et Ord. Alt hvad dette unge Menneske der har
sagt eller endnu agter at sige, beder jeg Eders Høi-
hed aldeles ikke reflectere paa, eller regne ham til
Onde; thi hvor nødig jeg end vil forraade det, er det
dog nu nødvendig: Dette unge Menneske er ikke ved
sin Fornuft eller sin Villie fuldkommen mægtig. Alle-
rede i lang Tid har jeg desværre sporet en sygelig
Slappelse i hans aandelige og legemlige Kræfter, og
siden igaar er jeg fuldkommen vis i min Sag. Hans
Hjerne lider af et Slags Delirium, saa den ikke
mere kan holde hans Maskine i Gang — hans Hjerte
er i en høist sørgelig, sygelig Forfatning, som lader
mig formode, at der er sprungen en Arterie eller
Vene — hans Lunges lymphatiske Kar ere aldeles i
Uorden, saa at den bestandig maa give sig Luft i
usømmelige Ord — hans Lever ...
Felix.
Tie Nederdrægtige! — Eet Ord endnu,
Og Eders hvide Haar skal ei Jer skjerme!
Billo.
Der hører I det, der hører I det, min Her-
tug! (sagte til Felix.) For Guds Skyld, gode Felix, lad
dog endelig som I var forrykt; det er det eneste
Middel til at frelse Eders Hoved. Tak mig, Eders
faderlige Ven ...
Felix (skyder ham bort).
Tilside, Daare! — Nu, min høie Hertug!
Endnu min Handske ligger for Jer Fod;
Hos den mit dødelige Had og Fiendskab;
Med Ønsket om en Kamp paa Liv og Død.
Har I maaskee ei Lyst at prøve Kampen?
Alexander.
Du taler dristig; dog dit Mod mig huer,
Og skjøndt jeg ei for Had kan Had dig give,
Jeg tager dog mod Kampen.
(Tager Handsken op.)
Felix.
Ha, saa følg mig,
Til Haven, Parken, eller hvor I vil.
Alexander.
Nei, stands! og bind din Tunge hvis du kan det;
Thi ogsaa jeg har nu et Ord at sige:
Her hverken Stedet er til blodig Strid,
Saalidt som Tiden nu vil Sligt tillade;
Men har du om en Maaned samme Tanker,
Da er jeg villig til med dig at møde
I Kampen, som du æsker — ogsaa du
Skal da din Dristighed, dit Ord forsvare.
Her gjemmer jeg din Handske; mellem os
Fra denne Stund er intet Venskab mere,
Hvis ikke Stridens Dame selv det vil ...
Seer du, som Ridder ogsaa jeg kan handle,
Skjøndt ingen Ridderlov forbinder Fyrsten
Til Tvekamp med en simpel Svend som du.
Men for den Dames Skyld, vi begge ære,
Jeg handler saa — lad Naade være Ret!
Felix.
Den Naade jeg foragter! Om en Maaned
Der er endnu en Dag — o, jeg skal see den!
