Fjerde Scene.
Lysander. Alexander.
Lysander (gaaer Alexander imøde).
Velkommen, Eders Høihed, her paa Pletten,
Hvor I mig bød at vente Jer.
Alexander.
Lysander!
Du vil ei troe det, dog er Tingen sand:
Jeg gaaer til denne Fest med blytungt Hjerte.
Lysander.
O, Festens Varme vil nok Blyet smelte,
Ifald jeg Smilet om Jer Mund forstaaer.
Men hvad er Grunden, hvis jeg spørge tør?
(Afsides.)
Han om min Plan dog aldrig Nys har faaet?
Alexander.
Nu, den er ligefrem. Hvor sødt end er,
For To at sværme og af To at hyldes,
Saa er et Møde dog paa samme Tid
Med begge, lidt for meget af det Søde.
Lysander.
Saa har min Hertug endnu samme Sind?
Jeg troede længst den unge Dame glemt,
Og hendes Minde af et Døgn begravet.
Igaar, da fra Jert Eventyr I kom,
Bestyrked I mig selv i denne Tro;
Thi da I nærmed Eder til Fyrstinden,
Da flød som Melk og Honning fra Jer Læbe,
Og Eders Tale klang mig ganske lig
Med Troubadourernes galante Sprog.
Alexander.
Ei Uret har du; thi den Varme, som
Fra Mødet med Felicia mig fyldte,
I Ord og Blik og Miner endnu virked.
Ei selv jeg vidste ret til hvem jeg talte,
Om til Aurora eller til Felicia;
Thi uophørlig vexled begges Billed
Som i mit Hjerte saa for Øiet om.
Naar jeg Aurora saae, jeg saae Felicia;
Naar paa Felicia jeg tænkte, talte
Jeg disse Tanker til Aurora ud.
Saa svævede jeg mellem Drøm og Sandhed,
Men hvad der Sandhed var, og hvad der Drøm var,
Jeg vidste ei, saalidt som nu jeg veed det.
Lysander.
Jeg tilstaaer, Eders Ord mig klinge selsomt,
Og næsten kunde de mig friste til
At falde paa en Tanke ...
Alexander.
Hvilken?
Lysander.
Om
Ei Meningen af Alting er i Grunden,
At ikke Een men To man elske skal.
Thi gav Naturen os ei tvende Arme,
Saa To paa eengang ømt vi favne kan,
Mens vi med tvende Øren lytte til
En dobbelt Røst af Kjærlighedens Tale?
Har vi ei tvende Øine, til at skotte,
Om end lidt skelende, til To paa eengang?
Har Hjertet ikke tvende Kamre, til
At gjemme tvende Billeder? Og Lungen,
(For at jeg Intet skal forglemme) er den
Ei dobbelt, saa et dobbelt Suk kan stige
Paa eengang op for tvende hulde Piger?
Alexander.
Ha, din Satire rammer ikke mig!
Har end jeg ingen Plan, har jeg et Ønske,
Og Ønsket er min Lov.
Lysander.
Nei, dertil er
For kostbar Eders og Fyrstindens Ære.
Alexander.
Hvad mener du?
Lysander.
Ha, tys! vi er ei ene.