Midt paa Havet, mellem friske Bølger,
End i Afskedsdrømme seiler jeg;
Seer paa Søen ud, hvor Vinden følger
Skumklædt Vove paa dens vaade Vei.
Luerød i Vesten Solen daler,
Farver med sit Purpur Hav og Sky:
Funklende den fjerne Bred den maler,
Glimrende som Guld den lille By.
Den forlod jeg — Blikket ud jeg sender,
Fremad der er Alting koldt og dødt;
Ingen Kyst mit Øie der erkjender,
Intet fordums Syn, som jeg har mødt.
Dog — hvad vugges hist paa Dybets Vande?
Samme Billed som i dette Bryst!
Dunkle Lokker om en yndig Pande,
Øine, straalende af Haab og Lyst.
Frem mod mig det svæver fra det Fjerne,
Nær og nærmere paa lette Fod, —
Nu det svandt! — men Kjærlighedens Stjerne,
Venus’ Øie, frem af Bølgen stod.